Debat: Løhde skal løsne økonomiaftalernes innovationsbremse

I sit nye ministerium kan Sophie Løhde (V) rydde en vigtig sten af vejen for innovation og effektiviseringer i sundhedssektoren ved at kaste et kritisk blik på Finansministeriets økonomiaftaler. Det skriver Medicoindustriens direktør, Peter Huntley.

Debatindlæg bragt på www.altinget.dk den 6. december

Af Peter Huntley
Direktør i Medicoindustrien

Det var med et vist vemod, at vi modtog nyheden om, at Sophie Løhde (V) ikke længere skulle være sundhedsminister. Gennem en lang årrække som sundhedsordfører og siden minister havde hun en god forståelse for de strukturer, der har betydning for et velfungerende sundhedsvæsen. 

Vi er dog sikre på, at Ellen Trane Nørby (V) med sin store politiske erfaring bliver en ihærdig minister, og vi ser frem til arbejdet med at implementere den nye europæiske forordning for medicinsk udstyr i Danmark. 

Med sit nye job som minister for offentlig innovation slipper Sophie Løhde ikke sundhedsområdet fuldstændigt. Hendes selvbenævnte opgave med at få det offentlige til at køre længere på literen er et ekko af det mantra, vi har hørt på sundhedsområdet i mange år efterhånden.

 

I Medicoindustrien deler vi fuldt ud dette mål. Vi skal både leve op til visionen om at have et sundhedsvæsen i verdensklasse og samtidig kunne takle de udfordringer, vi står overfor, med et sundhedsvæsen, der er under stigende pres fra et større antal ældre, flere kronikere og det faktum, at flere (heldigvis) lever længere med alvorlige sygdomme. 

Det kan vi kun gøre, hvis sundhedsvæsenet kommer til at køre længere på literen.

Pres de sidste liter ud af motoren eller køb en ny bil
Hvis vi skal blive i det benzinøkonomiske billede, er der to strategier til at opnå dette. 

Hvis sundhedsvæsenet var et køretøj, kunne man enten skille sig af med alle overflødige dele og bringe den samlede vægt ned. Det vil sige, reservehjul, sikkerhedsudstyr, bagage, passagerer og alskens andre ting.

Dermed kunne man opnå en bedre benzinøkonomi. Problemet er, at der er en nedre grænse for denne øvelse, og hvad gør man i øvrigt, når man punkterer og ikke har et reservehjul?

Den anden strategi er at investere i en ny bil med de nyeste effektiviseringsteknologier, sikkerhedsfunktioner, og serviceaftaler. Det kræver en investering upfront, men man får en bil, der er mere brændstoføkonomisk, samtidig med at man bevarer sikkerheden og får gavn af den nyeste teknologiske udvikling. Investeringen kan derfor betale sig hjem i afledte og langsigtede effekter.

På samme måde vil tilgangen til effektiviseringen af den offentlige sektor have en række afledte konsekvenser.
Vi kan enten stræbe efter at spare og klare os med det de billigste acceptable løsninger og den mindst mulige arbejdsstyrke til at klare dagligdagen. Eller vi kan investere i de nye tilgange og løsninger, der med stadig større hastighed bliver tilgængelige.

To strategier for indkøb
Særligt når det handler om indkøb til sundhedsvæsenet, er forskellen mellem de to tilgange tydelig.

Her kan man tale om to forskellige tilgange til indkøb: En model, der opererer ud fra en bedst og billigst-tilgang, hvor prisen på et produkt har høj betydning, og en model, hvor man ser på pris overfor den værdi, som indkøbet skaber i hele sundhedsvæsenet og på en bred række af parametre, de såkaldte værdibaserede indkøb.

Den første tilgang, kan bruges til at købe standardprodukter ind til en stadig billigere pris. Denne tendens ser vi, når regionerne går sammen om større og mere centraliserede udbud, eller når indkøbsorganisationer, som SKI og Amgros skal stå i spidsen for indkøb af medico- og rehabprodukter. 

Denne tilgang kan muligvis presse et par ekstra kilometer ud af motoren, men der er en nedre grænse, og vi er efterhånden ved at være tæt på den. Faren er, at vi udpiner motoren efterhånden, som vi nærmer os denne grænse. Stadig større pres på leverandører til sundhedsvæsenet for at levere de samme produkter endnu billigere, presser leverandører ud af markedet og fjerner incitamentet til at udbyde innovative løsninger.

Den anden model med fokus på værdiskabelse er langt mere bæredygtig i det lange løb. Indkøbsprisen er selvfølgelig stadig et centralt parameter, men ses i relation til den værdi, som indkøbet bringer til sundhedsvæsenet i hele levetiden på en lang række parametre. 

Prisen skal altså ses i lyset af, at et produkt måske sikrer, at et indgreb kan ske ambulant i stedet for at kræve indlæggelse, at der kræves mindre kontrol af patienten på sygehuset, at recoverytiden er hurtigere og patienten dermed hurtigere kan bidrage til samfundsøkonomien, at indkøbet kræver mindre vedligehold og mindre oplæring af personale, at indkøbet holder længere eller kan opgraderes nemt, så der ikke skal geninvesteres hurtigt efter indkøbet og meget andet. 

Udviklingen inden for sundhedsteknologiske løsninger går stærkere end nogensinde, og den øvre grænse for innovation og effektivisering løftes hele tiden. 

Selvom der er stor forskel på modellerne, er anvendelsen styret af de incitamentsstrukturer, der eksisterer for at vælge det ene eller det andet.

Finansministeriet fører kniven
Vores sundhedssystem, herunder indkøb til sundhedsvæsenet, er styret af én ganske betydelig styringsmekanisme, nemlig Finansministeriets økonomiaftaler med henholdsvis regioner og kommuner. Fra de aftaler afledes incitamentsstrukturen,  som pt. er, at besparelser skal findes i indkøb. Det betyder, at ingen bliver præmieret for at finde besparelser udenfor indkøb, og hvem vil ikke gerne roses for sit arbejde?
Så det nytter ikke meget at tale om værdibaseret indkøb, hvis ikke det bakkes op af Finansministeriets incitamentsstruktur. Det sker ikke i dag, og derfor praktiseres sparetilgangen, som isoleres til indkøbsafdelingen. Økonomiaftalerne er uddelegering af budgetmål.

Sat på spidsen har det ikke interesse at skabe innovation eller tværgående og langsigtede effektiviseringer.
Økonomiaftalerne har dermed en voldsomt stor adfærdsregulerende styrke, men de udnyttes ensidigt til besparelsesformål, hvor de burde udnyttes til at skabe effektiviserings- og innovationsmål for derigennem at nå de bagvedliggende besparelsesmål.

Derfor er der stor sandsynlighed for, at vi bare rammer muren - frem for at klatre over.

Vi kan, hvis vi vil
Vi kan stadig nå over muren og skabe en bæredygtig effektivisering af vores sundhedsvæsen, men det kræver, at vi opstiller nogle mål, der trækker i en anden retning end den nuværende.

Eksempelvis kunne man stille krav om, at 25 procent af udbud skal rumme ny teknologi eller nyskabelser indenfor behandlingsområdet, eller at 50 procent af udbud skal bygge på en tværgående og langsigtet værdianalyse, hvor værdier vel at mærke identificeres udenfor indkøbsafdelingen.

I Medicoindustrien konstaterer vi en enorm interesse for værdibaseret styring, herunder indkøb fra embedsværket i regioner og kommuner på alle niveauer - og fra politikere i stat, regioner og kommuner.
Der er en stor vilje til at handle innovativt og med fokus på løbende forbedringer, men alle er ramt af den samme virus: ”Vi ville gerne, men økonomiaftalerne dikterer andre mål”.

Vi er derfor nødt til at gå til problemets kilde eller rod: Finansministeriets økonomiaftaler, som ikke rummer incitamenter til at tænke hverken innovativt eller til at handle værdibaseret.

Det er derfra, at vi skal søge løsningen til at komme videre. Med Sophie Løhdes nye post, med en række opgaver, der rækker ind i Finansministeriet, kan hun i sidste ende have stor indflydelse på denne udvikling.
 

Kontakt

Christian Fomsgaard Johansen
Kommunikationschef
+45 4918 4704