Fem fordele ved at placere EMA i København

Regeringens udmelding om at arbejde for at få EMA til København er meget positivt. København vil være en oplagt destination. Her er fem fordele.

Medicoindustrien noterer med glæde at Regeringen repræsenteret ved Udenrigsminister Anders Samuelsen, sundhedsminister Ellen Trane Nørby og fungerende sundhedsminister Karen Ellemann i fællesskab med Københavns overborgmester Frank Jensen og regeringens særlige udsending for EU’s lægemiddelagentur, Lars Rebien Sørensen vil arbejde på at få EU’s lægemiddelagentur, EMA til København.

Medicoindustriens direktør Peter Huntley udtaler:
”Danmark har en meget stærk infrastruktur på hele Life Science området. Sundhedsforskning i topklasse, en stærk tradition for offentlig-privat samarbejde, en Life Science Industri, der er blandt de førende i verden. København er samtidig en international Life Science Hub og derfor et oplagt bud for EMAs placering.”

Her er fem argumenter for at placere EMA i København:

1. Sundhedsforskning i topklasse
Forskningsinstitutioner og hospitaler i Københavnsområdet leverer sundhedsforskning i verdensklasse. Det betyder, at København er centrum for udviklingen af nogle banebrydende behandlingsmuligheder, der kan medføre løsninger på nogle af de sundhedsproblemer, vi står overfor. EMA vil altså placere sig midt i en stærk koncentration af Life Science kompetencer.

2. Stærk tradition for offentligt privat samarbejde.
Hele infrastrukturen omkring udvikling af løsninger til sundhedsvæsenet er stærk i København. Der er en lang og stærk tradition for Offentligt-Privat samarbejde. Tilliden mellem de forskellige aktører er høj og det gør det forholdsvist nemt og effektivt at arbejde sammen på tværs.
 
3. Life Science industri blandt de førende i verden
Danmark er en af de stærkeste Life Science nationer i Europa. Ud over en stærk lægemiddelbranche er også andre områder inden for Life Science førende. Medicoindustrien skaber eksempelvis omsætning på 67.5 milliarder kroner årligt hos virksomheder knyttet til branchen. Og Danmark er samtidig nr. 3 i Europa målt på beskæftigelse i medicobranchen pr. indbygger.
 
4. København er international Life Science Hub
Langt størstedelen af den danske Life science industri er geografisk placeret i Københavnsområdet. Det betyder at koncentrationen af industri, forskning og hospitaler er høj. Desuden er København en bærende del af den internationale Life Science Hub, som hele Øresundsregionen udgør.
 
5. Verdensførende på sundhedsdata
Danmark har nogle af verdens mest veludviklede og omfattede data på sundheds og behandlingsområdet. Folketinget er netop blevet enige om en række principper for brugen af disse til gavn for udvikling og innovation.
 

Kontakt

Christian Fomsgaard Johansen
Kommunikationschef
+45 4918 4704