Vi sparer os til store merudgifter i sundhedssektoren

Iveren efter at spare penge på indkøb af medicinsk udstyr kan føre til, at udgifterne stiger andre steder i sundhedsvæsenet. Løsningen er at kigge på den totale værdi, som medicinsk udstyr tilfører sundhedsvæsenet gennem produktets levetid.

Af Peter Huntley, direktør i Medicoindustrien
 
Sundhedspolitikere landet over kæmper med effektiviseringsprocesser, der skal bane vejen for balance mellem sundhedsvæsenets behandlingsopgaver og budgetter.

Inden for medicinsk udstyr er spareiveren også mærkbar, men den er silobaseret, og man kan med rette spørge, hvorvidt fokus er rettet mod rette sted, og om der hersker en fornøden proportionalitet i tiltagene. Giver en besparelse et sted en fordyrelse et andet sted, og ses indkøb og drift i et fornuftigt indbyrdes forhold?

Totaløkonomi i indkøb

Det er en dårlig forretning at spare på indkøb af produkter, hvis det medfører øgede omkostninger senere i behandlingen og brugen af det medicinske udstyr.

Optimering af driftsbudgettet i indkøbsafdelingerne var et fornuftigt udgangspunkt i effektiviseringsprocessen, men tiden er løbet fra denne silobetragtning, hvor driftsbudgetterne afdelingsvis suboptimeres uden at se tværgående på totaløkonomien.

Der indkøbes medicinsk udstyr for under 10 mia. kr. årligt ud af et samlet sundhedsbudget på over 100 mia. kr. Så selv om leverandørerne forærede produkterne væk, ville sundhedsvæsenet kun opnå en besparelse på under 10 pct. 10 pct. er ikke effektivt nok til at imødekomme de pressede budgetter og stigende behandlingsbehov. Der skal tænkes nyt.
 
Indkøbs- og driftskultur skal fusioneres.

Det skal være muligt at købe et dyrere medicoprodukt, hvis besparelsen kan hentes i behandlingseffektivitet eller i behandlingskvalitet.

Det må ligeledes være tilladt at indkøbe billigt, hvis der ikke kan påvises en påvirkning af effektivitet og kvalitet i den samlede behandling.

Det er ikke muligt i dag. Formentlig fordi regioner og kommuner ikke råder over styringsredskaber, der kan samkøre deløkonomier fra de enkelte afdelinger til et totaløkonomisk overblik. Der bør derfor investeres i økonomisystemer, der kan give det overblik, så indkøberen belønnes for at se på besparelser andre steder end i indkøbsafdelingen.

 
Fokus på spild i driften

Der gøres i disse år meget for at styre spild i behandlingen, men efterretninger fra virksomheder antyder, at der fortsat er alt for meget spild i driften.

Spild fordi udstyr bestilles i samlede pakkeløsninger, hvor behandleren måske kan anvende en enkeltdel af sættet, som så brydes, så det ikke længere er sterilt.

Spild fordi der spares på den nødvendige instruktion i brugen af udstyret. Det medfører, at udstyret anvendes forkert, og betyder, at der bliver brugt mere udstyr end nødvendigt. I nogle tilfælde kan det endda skabe komplikationer for patienten, så der bliver behov for supplerende behandling.

Tilkøb af kompetenceudvikling parallelt med ibrugtagning af nyt udstyr burde være en selvfølge, men er det ikke, fordi incitamentet mangler. Indkøberen sparer kompetencedelen af kontrakten, og hvad der går galt i behandlingsafsnittet, er ikke hans problem.

Indberetninger om utilsigtede hændelser kan ofte henføres til forkert anvendelse af medicinsk udstyr. Dette kan ledes tilbage til mangel på uddannelse i produktet, da det blev indkøbt.
 
 
En konkret case

Tillad mig at illustrere de to ovenstående eksempler med en konkret case. Sutur (sytråd til operationer) blev indkøbt, og der skulle købes det "bedste og billigste", som er det hedder.

Iveren efter "billigst" kom til at overskygge den faglige vurdering af "bedst" så krav til funktionalitet blev ikke helt klart beskrevet – i hvert fald ikke fulgt. Instruktion af behandlere i, hvilke begrænsninger den indkøbte sutur havde, blev også overset.

Suturen virkede ok i langt de fleste operationer, men for nogle typer af særligt farlige operationer indenfor kardiologi bristede suturen efter operationen. Det er en alvorlig sag for patienten, der lider en helt unødvendig risiko, komplikation og efterbehandling. Men det er en bet for sygehusvæsenet, der akut må diagnosticere sig frem til skadens art og iværksætte en reoperation og afse ressourcer til ekstra pleje og kontrol af en langt mere svækket patient.

Facit er, at indkøberen stolt kan fremvise en besparelse på nogle procent på noget sytråd, mens behandlingssystemet ligger underdrejet i efterbehandling. Det er det, vi mener med at fokusere på proportionaliteten.
 
Læs indlægget på borsen.dk her.

Kontakt

Christian Fomsgaard Johansen
Kommunikationschef
+45 4918 4704