Europa-Kommission anmoder om input til undersøgelse af forsyningskæderne for medicinsk udstyr og IVD´er
Europa-Kommissionen har iværksat en omfattende undersøgelse, der skal kortlægge udfordringer og sårbarheder i forsyningskæden for medicinsk udstyr og IVD’er i Europa. I den forbindelse anmoder Europa-Kommissionen om feedback fra industrien.
Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Fødevaresikkerhed (DG SANTE) har sammen med det Europæiske Sundheds- og Digitalagentur (HaDEA) lanceret et nyt studie med fokus på forsyningssikkerhed for medicinsk udstyr i EU og udvalgte tredjelande, herunder USA, Australien, Tyrkiet og Canada.
Studiet gennemføres af Technopolis, IQVIA og Austrian National Public Health Institute (GÖG) med henblik på at opnå en dybere forståelse af, hvordan markedet for medicinsk udstyr og IVD’er påvirkes af forsyningsproblemer. Samtidig skal studiet bidrage til at udvikle forslag til konkrete tiltag, der kan styrke robustheden og modstandsdygtigheden i de europæiske forsyningskæder for medicinsk udstyr.
Som en del af arbejdet gennemføres en spørgeskemaundersøgelse rettet mod både industri, myndigheder, sundhedspersonale og patientorganisationer. For industrien omfatter målgruppen producenter, importører og distributører inden for medicinsk udstyr og IVD’er, dog ikke bemyndigede organer.
Spørgeskemaet kan tilgås og udfyldes frem til d. 3. november 2025 kl. 23.59 (CET) her: Medical Devices Shortages Survey 2025
Resultaterne af studiet forventes at indgå i Europa-Kommissionens fremtidige arbejde med at udvikle initiativer, der kan styrke forsyningssikkerheden for medicinsk udstyr i EU.
