Europa-Kommissionen lancerer konkurrenceevnekompas

Europa-Kommissionen går til kamp mod unødvendigt bureaukrati for at styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne. Medicobranchen fremhæves som et af de steder, hvor reguleringen skal simplificeres og byrderne reduceres.

”A resolute European response is urgently needed.” Sådan lyder indledningen til Europa-Kommissionens oplæg til et europæisk konkurrenceevnekompas, der igen skal gøre Europa til en økonomisk stormagt, en destination for investeringer og et produktionscentrum efter 20 år, hvor europæisk økonomi og særligt produktiviteten er faldet markant efter USA og Kina. 

Med kommissionformand Ursula von der Leyen i spidsen lancerede Europa-Kommissionen onsdag d. 29. januar 2025 visionerne for et europæisk konkurrenceevnekompas i et 27-sider langt dokument, der bl.a. fremhæver medicobranchen som en af de industrier, hvor Europa-Kommissionen forbereder konkrete tiltag, der skal reducere byrder og simplificere reguleringen. 

På medicoområdet er det forventningen, at der på den helt korte bane igangsættes en række initiativer, der på kort sigt skal styrke branchens konkurrencekraft. Det handler bl.a. om indførelsen af elektroniske brugsanvisninger for langt flere typer af medicinsk udstyr, etableringen af et nyt ekspertpanel ift. orphan devices samt udvidelse af listen over såkaldt veletablerede teknologier.

På den lidt længere bane er det forventningen, at man ser ind i en større revision af forordning for medicinsk udstyr og forordningen for in-vitro diagnostisk medicinsk udstyr, hvor Medicoindustrien arbejder for at fjerne de unødvendige, femårige recertificeringskrav for medicinsk udstyr på tværs af alle risikoklasser, skabe en fast track for innovativt udstyr, sikre større gennemsigtighed og forudsigelighed i de bemyndigede organers gebyrstrukturer og tidsestimater samt styrke governance af de to forordninger.

Konkurrenceevnekompasset signalerer udover et fokus på life science som en strategisk vigtig industri for Europa, hvortil den kommende europæiske life science-strategi bl.a. bliver central, også en bevægelse mod helt generelt at nedbringe bureaukratiske byrder og unødvendig horisontallovgivning, der ikke har blik for sektorspecifikke behov. 

Bl.a. sætter kompasset som mål at reducere de administrative byrder for virksomheder med mindst 25 pct. og minimum 35 pct. for små- og mellemstore virksomheder. Dernæst lancerer Europa-Kommissionen et konkurrenceevne-koordineringsværktøj, hvor Europa-Kommissionen i stigende grad vil samarbejde med nationalstaterne om at sikre, at fælles EU-politiske mål ift. at sikre konkurrencedygtighed realiseres., 

Læs hele oplægget fra Europa-Kommissionen her. 

Medicoindustrien kommer til at følge implementeringen med særligt fokus på tiltag på medicoområdet. 
 

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
49184707