Europa-Kommissionen vil gøre offentlige indkøb mere strategiske – nyt forslag til udbudsforordning offentliggjort

Europa-Kommissionen lægger op til større fokus på kvalitet i oplæg til ny udbudsforordning, hvor også ”European preference”-elementer står helt centralt

Europa-Kommissionen har onsdag d. 9. september 2026 præsenteret sit længe ventede forslag til nye europæiske regler for offentlige udbud.

Forslaget lægger op til en markant ændring af rammerne for de offentlige indkøb i Europa, både juridisk og politisk.

Hvor de nuværende regler er fastlagt i tre forskellige direktiver, foreslår Euopa-Kommissionen at samle reglerne i én fælles Public Procurement Act, dvs. en EU-forordning. Det har også været forventningen fra Medicoindustriens side, der over sommeren har læst ned i det lækkede udkast til revisionen.

Forskellen er væsentlig. Et direktiv skal gennemføres i national lovgivning, mens en forordning som udgangspunkt finder direkte anvendelse i medlemslandene. Det vil dermed skabe et mere ensartet europæisk regelsæt og begrænse mulighederne for forskellige nationale implementeringer.
 
Europa-Kommissionen lægger op til større fokus på kvalitet – men vil det have betydning i praksis?
Europa-Kommissionen lægger op til, at offentlige indkøb i langt højere grad bør anvendes som et strategisk redskab, der understøtter europæisk konkurrenceevne, innovation og forsyningssikkerhed, og som gør det muligt at prioritere europæiske løsninger og løsninger fra EU's strategiske samarbejdspartnere.

Som en del af disse strømninger lægger Europa-Kommissionen samtidig op til, at pris ikke bør være det mest tungtvejende kriterium.

Europa-Kommissionen foreslår, at kontrakter som hovedregel skal tildeles på baggrund af det bedste forhold mellem pris og kvalitet, også kendt som Best Price-Quality Ratio. Kvalitetskriterier skal som udgangspunkt udgøre mindst 30 pct. af den samlede evaluering og mindst 50 pct. ved arbejdsintensive kontrakter.

Det lyder på papiret konstruktivt for en innovativ og kvalitetsbevidst branche som den danske medicoindustri, at kvalitetskriterier skal fylde mere. Erfaringer fra udbudspraksis på det danske marked viser dog, at et kvalitetskriterie på minimum 30 pct. ikke nødvendigvis er garanti for et reelt kvalitetsfokus, da udbud i sidste ende ender med at blive en ren priskonkurrence.  

Udbudspraksis er derfor afgørende for, hvorvidt et sådan tiltag overhovedet har nogen effekt på området for medicinsk udstyr.
 
”European preference” vinder frem
Et af forslagets mest markante politiske elementer er et nyt regelsæt for såkaldt European preference. Offentlige indkøbere får mulighed for blandt andet at begrænse deltagelsen i udbud til virksomheder fra EU eller lande, som er omfattet af EU's internationale handelsaftaler.

Der bliver også mulighed for at stille krav til oprindelsen af de varer og tjenester, der indgår i et tilbud, og for at give en fordel i evalueringen til tilbud med en større andel af europæisk eller på anden måde omfattet indhold.

Derudover kan tilbud afvises, hvis værdien af europæiske eller omfattede varer, tjenester eller arbejder udgør mindre end 50 pct. af tilbuddets samlede anslåede værdi.

Europa-Kommissionen får samtidig mulighed for i særlige tilfælde at gøre sådanne europæiske præferencekrav obligatoriske, når hensynet til EU's strategiske interesser tilsiger det.

På området for medicinsk udstyr kendes visse af disse krav allerede i dag fra IPI-tiltagene, der sigter mod, at maksimalt 50 pct. af et udbuds værdi må bestå af kinesiske varer, såfremt udbuddet samlet har en ramme på mere end 5 mio. euro svarende til ca. 37,5 mio. kr.

I en tid, hvor den geopolitiske uro er stigende, kan det være hensigtsmæssigt at anvende offentlige indkøb, eksempelvis på området for medicinsk udstyr, mere strategisk. Derfor læner Medicoindustrien sig også ind i de politiske drøftelser på området, hvor et springende punkt for deres reelle betydning vil være, hvorvidt kravene blot er en mulighed eller et reelt krav.
 
Nyt spor for innovationsindkøb samt større fokus på markedsdialog peger i den rigtige retning - mens manglende krav om delaftaler kan udfordre markedsadgangen for små- og mellemstore virksomheder
Forslaget indeholder flere tiltag, der skal give bedre plads til innovation og konkurrence – og dermed gøre det lettere for nye og bedre løsninger at komme patienterne til gavn.
En ny innovationsprocedure skal eksempelvis gøre det muligt at tage udgangspunkt i den sundhedsudfordring, der skal løses, frem for på forhånd at specificere en bestemt løsning.
Samtidig skal øget markedsdialog give indkøberne bedre kendskab til nye teknologier.

Forslagene spiller tæt sammen med de behov, Medicoindustrien har identificeret i processen op om Europa-Kommissionen revisionsudkast, og skal samlet bidrage til, at udbud i højere grad åbner døren for innovative løsninger, der kan skabe bedre behandling og mere værdi for patienterne.
Derfor er det også centrale elementer, som Medicoindustrien kommer til at følge.

Imidlertid er det Medicoindustriens vurdering, at de nuværende formuleringer i Europa-Kommissionens forslag omkring delaftaler er problematiske, da de i mindre grad, end det er tilfældet på det danske marked i dag, gør delaftaler til et krav.

Det kan blive et problem for mindre og mere specialiserede virksomheder.
 
Medicoindustrien nedsætter intern task-force 
Med et offentligt dansk sundhedsvæsen er det danske marked for medicinsk udstyr overvejende offentligt. Derfor har en kommende udbudsforordning enorm betydning for branchens afsætningsmuligheder i Danmark.

Derfor nedsætter Medicoindustrien i den kommende tid en task-force for brancheorganiationens medlemmer, der kommer til at gå på tværs af flere af organisationens ekspertgrupper. Den vil blive ledt af vicedirektør Lene Laursen og chef for politik og kommunikation Stellan Nørreskov Wulff.

Task-forcen vil skulle bidrage med helt konkrete input til den videre politiske proces, hvor Medicoindustrien allerede i dag er i tæt dialog med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt Erhvervsministeriet om revisionen, ligesom Medicoindustrien kommer til at være en aktiv samarbejdspartnere for relevante danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Det er forventningen, at den politiske proces kommer til at være relativt langstrakt. Således er det for nuværende planen, at de nationale regeringer først i løbet af efteråret 2027, dvs. under det græske EU-formandskab, skal nå til enighed. Herefter følger forhandlinger med Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Læs hele forslaget til en ny udbudsforordning her  

Og læs mere om ambitionerne bag udbudsforordningen her  

Medicoindustrien har etableret Task Force
Medicoindustrien har nedsat en task force på tværs af organisationens ekspertgrupper, der skal følge og præge arbejdet med udbudsforordningen. 

Læs mere om task forcen og tilmeld dig her

Kontakt

ll@medicoindustrien.dks billede
Lene Laursen
Vicedirektør
4918 4702
snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
48807535