Få klarhed over udgifter forbundet med det udvidede producentansvar for emballage
Medicoindustrien anbefaler medlemsvirksomhederne at organisere sig i kollektivordningen Emballageretur.
Det udvidede producentansvar for emballage trådte i kraft d. 1. oktober 2025 og stiller nye krav til danske virksomheder, herunder også medicobranchen.
Hen over den seneste tid har der været en lang række pressehistorier om øgede gebyrniveauer, der varierer betydeligt på tværs af de forskellige kollektivordninger.
I den sammenhæng er det centralt at påpege, at Emballageretur netop har meldt ud, at de annoncerede priser for 2026 fastholdes som medlem hos dem.
Medicoindustrien indgik allerede i 2023 et samarbejde med Emballageretur, er i dag repræsenteret i organisationens bestyrelse og anbefaler derfor medlemsvirksomhederne at organisere sig i denne kollektivordning.
Oplever man, at prisniveauet i ens nuværende kollektivordning er for højt, eller er man i tvivl om prisniveauet hos Emballageretur, anbefaler Medicoindustrien derfor, at man anvender prisberegneren på Emballagereturs hjemmeside.
Hvem er Emballageretur?
Emballageretur er en nonprofitorganisation, der hjælper virksomheder med at håndtere producentansvaret for emballage i Danmark og resten af EU og samtidig understøtter arbejdet med mere cirkulære emballageløsninger.
Organisationen har ligeledes fokus på at hjælpe den enkelte virksomhed på vej mod en mere ansvarlig håndtering af emballageaffald, der bygger på cirkulære principper om øget genbrug og genanvendelse.
Emballageretur er en del af Retur, som er Danmarks største familie af kollektive ordninger for producentansvar og består samlet af i alt af fem kollektive ordninger i form af Elretur, Emballageretur, Batteriretur, Fiskeriretur og Tekstilretur. Tilsammen dækker Retur producentansvaret for elektronik, emballage, batterier, fiskeredskaber og tekstiler – og repræsenterer flest virksomheder i Danmark.
