Fuldt hus ved Sundhedspolitisk Topmøde 2025

Sundhedspolitisk Topmøde 2025 fyldte Axelborgsalen med en bred kreds af politikere, eksperter og brancheaktører til en debat om EU’s konkurrenceevne bl.a. inden for medicinsk udstyr og det samfundsøkonomiske potentiale i at betragte sundhed som en investering.

Det var med en fyldt Axelborgsal, at Medicoindustrien sammen med Dansk Erhverv, Danske Regioner, DiaLab, Sundhed Danmark og IT-Branchen d. 25. november 2025 kunne byde velkommen til dette års udgave af Sundhedspolitisk Topmøde.

Årets tema var i anledning af det danske EU-formandskab rettet mod Europa, hvor særligt medicobranchens innovationshæmmende regulering var i fokus. Til at debattere det, var samlet en bred kreds af politiske beslutningstagere og eksperter.

Blikket rettet mod den kommende revision af MDR og IVDR
Den regulatoriske ramme for medicobranchen i form af MDR og IVDR, som står foran den afgørende, var et centralt omdrejningspunkt for årets topmøde. Dette blev understreget af Director Regulatory Affairs i MedTech Europe Petra Zollner, som i et veloplagt panel pointerede, at de kommende måneder bliver helt vitale for europæiske patienters fremtidige adgang til innovativ sundhedsteknologi. Det forventes at Europa-Kommissionens udkast til revisionen af MDR og IVDR bliver lanceret d. 16. december 2025.

Fra scenen påpegede Petra Zollner en række ændringer, som er nødvendige, hvis Europa og den europæiske medicobranche skal bevare sin konkurrenceevne i fremtiden og samtidig sikre europæiske borgere adgang til moderne medicinsk udstyr.Petra Zollner fremhævede bl.a. behovet for at fjerne de overflødige femårige recertificeringskrav, sikre en hurtigere og mindre omkostningstung time-to-market for nye produkter, etablere en fast track-ordning for de mest innovative sundhedsteknologier, skabe en smidigere vej for produktopdateringer og styrke governancen for forordningerne.

Regelkompleksiteten udfordrer europæisk innovation
Petra Zollners pointer blev bakket op af betragtninger fra Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Dorte Sindbjerg Martinsen, som fra scenen satte fokus på den voksende kompleksitet i EU’s regulering på sundhedsområdet.

Mængden af regulering er steget betragteligt siden 2010, og medicobranchen fremstår som et tydeligt eksempel på de udfordringer, virksomheder møder, når de skal navigere i EU’s reguleringslandskab.

Dorte Sindbjerg Martinsen fremhævede manglende inddragelse af stakeholdere i udarbejdelsen af reguleringen som en væsentlig forklaring på tilstanden på EU´s regulering af medicinsk udstyr.
 

Sundhed som investering – ikke udgift

Topmødet rettede også blikket mod det samfundsøkonomiske potentiale ved at betragte sundhed som en investering. Tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen understregede, at mange sundhedsinvesteringer har betydelige effekter, som ikke afspejles i de eksisterende økonomiske modeller.

I det efterfølgende panel blev perspektivet yderligere udfoldet. Sundhedsordfører for Konservativt Folkeparti Per Larsen pegede her på værdibaserede indkøb som et centralt værktøj til at realisere de langsigtede effekter af investeringer i medicinsk udstyr.

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
48807535