Hæsblæsende valgkamp med solidt aftryk fra Medicoindustrien
Medicoindustrien har brugt valgkampen til at tydeliggøre betydningen af medicobranchen, både for et fremtidssikret sundhedsvæsen og som stærk dansk erhvervsposition. Lang række af valgkampsbesøg og flere indspil har stået stærkt i valgkampen.
Der er blevet talt velfærdsteknologi, diagnostik, værdibaserede indkøb, rammevilkår for danske medicovirksomheder og behovet for et opgør med bøvl og byrder i EU over de seneste uger, hvor en lang række ministre og folketingsmedlemmer har været på besøg i den danske medicobranche med Medicoindustrien.
Medicoindustrien har nemlig valgt at bruge valgkampen strategisk til at positionere den danske branche for medicinsk udstyr og samtidig tale ind i behovet for mere tidssvarende rammevilkår for den vigtige danske styrkeposition, som medicinsk udstyr netop er.
Ministre og folketingsmedlemmer på valgkampsbesøg i medicobranchen
Blandt de mange besøg har bl.a. indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde fra Venstre, erhvervsminister Morten Bødskov fra Socialdemokratiet, sundhedsordfører fra SF Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører fra Det Konservative Folkeparti Per Larsen samt erhvervsordfører fra Venstre Linea Søgaard-Lidell været på besøg som led i valgkampen, bl.a. i selskab med Medicoindustriens direktør Mads Koch Hansen, vicedirektør Lene Laursen, chef for politik og kommunikation Stellan Nørreskov Wulff og chefkonsulent for velfærdsteknologi Morten Rasmussen.
Besøgene har på hver deres måde givet indblik i, hvordan velfærdsteknologi, diagnostik og innovativt medicinsk udstyr spiller en afgørende rolle for et mere nært, sammenhængende og fremtidssikret sundhedsvæsen, og samtidig positioneret medicobranchen som en helt vital industri med høj beskæftigelse, store R&D-aktiviteter samt fine eksporttal, det er værd at kæmpe for.
Valgkampen har også budt på intens debat, bl.a. hos Coloplast, hvor Medicoindustriens direktør Mads Koch Hansen styrede slagets gang, da partiformand for Radikale Venstre Martin Lidegaard tørnede sammen med folketingskandidat for Venstre Marianne Lynghøj og europaordfører for Socialdemokratiet Henrik Møller.
Nyt regeringsgrundlag skal sætte tyk streg under betydningen af dansk life science
Medicoindustrien har i valgkampen kæmpet for at sætte medicobranchen tydeligt på den politiske dagsorden, både som en afgørende erhvervsmæssig styrkeposition for Danmark og som en central del af løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer.
Det har især handlet om at skabe bedre rammevilkår for innovation og konkurrenceevne gennem et opgør med unødige regulatoriske byrder i EU, at løfte diagnostik højere op på den sundhedspolitiske dagsorden med en national strategi, at fremme værdibaserede investeringer og et stærkere sundhedsøkonomisk beslutningsgrundlag, at sikre større optag og udbredelse af velfærdsteknologi, at nedbringe branchens gebyrbyrde til Lægemiddelstyrelsen og at fastholde en ambitiøs national satsning på life science i de kommende år, bl.a. gennem en ny national life science-strategi for 2028 og frem.
Konkret har Medicoindustrien følgende seks ønsker til et kommende regeringsgrundlag:
- Behov for opgør med byrder og bøvl: Medicobranchens sektorlovgivning skal moderniseres
- Diagnostikken skal have fremtrædende rolle i fremtidens sundhedsvæsen: Strategi for diagnostik er en nødvendighed
- Etabler et Sundhedsøkonomisk Råd
- Forpligt på øget optage og udbredelse af de velfærdsteknologiske løsninger
- Nedbring gebyrbetalingen til Lægemiddelstyrelsen
- Behov for ny Strategi for life science fra 2028 og frem
Læs hele Medicoindustriens indspil til et nyt regeringsgrundlag her
