Her er vinderne af Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger 2025
Spænding og stolthed fyldte Life Science Huset, da Medicoindustrien traditionen tro var medarrangør af fejring af det ypperste inden for dansk klinisk forskning ved den årlige kåring af Danmarks kliniske forsøg og afprøvninger.
Kliniske forsøg og afprøvninger er helt centrale for fremtiden for det danske sundhedsvæsen og life science-industri. Derfor er det en vigtig målsætning for Medicoindustrien at sørge for bedre rammevilkår for kliniske afprøvninger i Danmark og samtidig hylde pionererne, som driver udviklingen indenfor kliniske forsøg og afprøvninger.
Det var derfor med stor glæde, at Medicoindustrien i samarbejde med Lægemiddelindustriforeningen Lif, Danske Patienter, Trial Nation, Pharma Danmark, De Lægevidenskabelige Selskaber, Lægeforeningen, Dansk Sygepleje Selskab, Dansk Selskab for Fysioterapi og Dansk Selskab for Ergoterapi samt Dagens Medicin d. 19. maj 2025 for fjerde år i træk kunne byde velkommen til festlighederne ved uddelingen af Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger 2025.
Dagen samlede aktører fra alle dele af det kliniske forskningsmiljø i Danmark for at fejre årets mest skelsættende kliniske forsøg med lægemidler og kliniske afprøvninger med medicinsk udstyr. Life Science Huset dannede rammerne for en hyldest af de ildsjæle, som står bag den afgørende kliniske forskning, der bidrager til afgørende udvikling af fremtidens behandlingstilbud.
Inden selve prisuddelingen bød dagen på festtale af direktør for Lægemiddelstyrelsen Nils Falk Bjerregaard. Festtalen blev fulgt op af en paneldebat om kliniske forsøg og afprøvninger i et sundhedsvæsen under forandring. Her deltog direktør for Medicoindustrien Mads Koch Hansen med vigtige perspektiver på, hvordan forsøg og afprøvninger kan integreres bedst muligt i et sundhedsvæsen under forandring, og som skal tættere på borgerne. Debatten understregede nødvendigheden af fortsat innovation og tilpasning for at sikre, at Danmark forbliver i front inden for klinisk forskning til gavn for fremtidens patienter.
Årets vindere
Efter paneldebatten var det blevet tid til aftenens hovedbegivenhed, uddelingen af fire priser til frontløberne inden for dansk klinisk forskning i kategorierne Årets forskerinitierede forsøg/afprøvning, Årets virksomhedsinitierede forsøg/afprøvning, Årets patientfokus og Årets nyhed. Vinderne i de fire kategorier fordelte sig således:
Årets forskerinitierede forsøg eller afprøvning
Vinder: TRAUMOX2, v/Jacob Steinmetz og Tobias Arleth Studiet sammenligner høj og lav ilttilførsel til traumepatienter. Det udfordrer tidligere anbefalinger og kan føre til mere skånsom og effektiv akutbehandling.
Øvrige nominerede i kategorien var:
Forskergruppen bag PROHIP Studiet sammenligner effekten af hofteoperation og målrettet træning hos patienter med svær hofteartrose. Den nye viden kan styrke dialogen om valg af behandling.
DIATEC, v/Mikkel Thor Olsen Forsøget viser, hvordan digital teknologi kan forbedre blodsukkerkontrollen hos hospitalsindlagte med type 2-diabetes – og give personalet et bedre overblik.
Årets industriinitierede forsøg eller afprøvning
Vinder: Mammae-teamet, Klinisk Forskningsenhed, OUH Et fase 3-forsøg, der undersøger effekten af en ny behandling mod brystkræft.
Øvrige nominerede i kategorien var:
Blueskin, v/Iben Marie Miller Et studie, der kombinerer blodprøver og patientindsendte fotos for at overvåge hudsygdomme, opdage tidlige tegn og tilpasse behandlingen til den enkelte patient.
Thomas Engstrøm, KFE Hjertecentrets Forskning, Rigshospitalet Et studie blandt hjertepatienter, der undersøger et forsøgspræparats evne til at mindske risikoen for nye blodpropper og slagtilfælde.
Årets patientfokus
Vinder: Forskergruppen bag projekt Hjertensglad Studiet viser, hvordan mentorstøtte kan øge deltagelsen i hjerterehabilitering, herunder både træning og kostvejledning, for ældre og sårbare patienter.
Øvrige nominerede i kategorien:
MOBILIZE, v/Søren T. Skou Studiet viser, hvordan træning og patientuddannelse kan forbedre livskvaliteten hos mennesker med multisygdom. Patienter har været inddraget i hele forløbet.
Projekt CAT, v/Ada Colic og Camilla Ida Ravnbøl Studiet undersøger, hvordan overgangen fra børne- til voksenafdelingen kan forbedres for unge med kronisk sygdom gennem rådgivning fra unge, transitionssamtaler og digitale værktøjer.
Årets nyhed
Vinder: Signe Øbo Larsen, studie i børnegastroenterologi Studiet dokumenterer, at lavvolumen tarmskylning virker for børn med svær forstoppelse. Resultatet har potentiale til at ændre klinisk praksis i Danmark.
Øvrige nominerede i kategorien var:
Helle D. Zacho og forskergruppe Et nyt radioaktivt sporstof gør det muligt at se kræftspredning langt mere præcist i kroppen og bidrager til mere målrettet kræftbehandling.
Dansk Multipel Sklerose Center, v/Jesper Nørregaard og Morten Blinkenberg Et 100 % digitalt forsøg, der undersøger ny non-medicinsk behandling af spasticitet. Patienterne bruger en vakuumstøvle derhjemme og rapporterer effekten digitalt.
Medicoindustrien er medstifter af prisen, og det er således Medicoindustriens vicedirektør Lene Laursen, der har siddet i dommerpanelet på vegne af brancheorganisationen sammen med repræsentanter fra alle organisationer i arrangørkredsen.
