IPI-foranstaltninger træder i kraft 30. juni 2025
EU valgte d. 2. juni 2025 at aktivere det Internationale Indkøbsinstrument (IPI) over for Kina. Det betyder bl.a., at kinesiske virksomheder ikke må byde direkte på offentlige udbud i EU på området for medicinsk udstyr. Foranstaltningerne træder i kraft 30. juni 2025.
Mandag d. 2. juni 2025 stemte EU’s medlemslande for at aktivere det Internationale Indkøbsinstrument (IPI) over for Kina på området for medicinsk udstyr. IPI blev aktiveret som et resultat af, at Europa-Kommissionen i en omfattende undersøgelse har afdækket, hvordan europæiske medicovirksomheder forskelsbehandles på det kinesiske marked for medicinsk udstyr.
EU har nu meldt ud at IPI-foranstaltningerne træder i kraft pr. 30. juni 2025, og foranstaltningerne vil som udgangspunkt have en varighed på fem år. Tiltaget rammer udbud på en samlet værdi på fem mio. euro (ca. 37,5 mio. kr.) eller mere og betyder, at kinesiske virksomheder ikke må byde direkte på offentlige udbud af denne størrelse i EU på området for medicinsk udstyr, der defineres i henhold til CPV-koderne 33100000-1 til 33199000-1.
Samtidig betyder initiativet, at maksimalt 50 pct. af kontraktens samlede værdi må udføres af kinesiske aktører eller bestå af færdige, kinesiske produkter. Tiltaget dækker derved ikke komponenter, men det færdiges produkts oprindelsesland, der som udgangspunkt defineres i henhold til toldkodekset.
Det er op til de enkelte ordregivere at vurdere oprindelse og kontraktværdi. Til at hjælpe med dette har kommissionen udgivet en vejlednings med retningslinjer for at lette gennemførelsen af IPI-forordningen.
Denne vejledning kan tilgås her Retningslinjer for at lette gennemførelsen af IPI-forordningen
Derudover har EU-Kommissionen også udarbejdet og udgivet en FAQ, der skal forsøge at give svar på spørgsmål, der måtte opstå i relation til ikrafttrædelsen af IPI. FAQ´en kan tilgås her: FAQ - IPI-foranstaltninger Kina
Medicoindustrien følger sagen nøje, og er i tæt dialog tæt dialog med Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen og Danske Regioner omkring de praktiske implikationer for ordregivere og tilbudsgivere, således at vi kan rådgive vores medlemmer bedst muligt.
D. 19. august 2025 holder Medicoindustrien Webinar om IPI og dens praktiske betydning for medicovirksomheder. Tilmeld dig her
Læs mere om IPI-foranstaltningerne her