Lægemiddelstyrelsen lancerer årlige tips til indberetning
Endnu engang har Lægemiddelstyrelsen udformet tips forud for den årlige indberetning af tilknytning og økonomiske fordele, som Medicoindustriens medlemmer skal foretage i løbet af januar 2025.
Lægemiddelstyrelsen har offentliggjort sin opdaterede guide med tips og tricks til den årlige indberetning om tilknytning og økonomisk støtte. Guiden er udarbejdet med henblik på at lette processen og sikre korrekt registrering inden fristen den 31. januar 2025.
I dokumentet fremhæves centrale opmærksomhedspunkter for virksomheder, herunder korrekt angivelse af sundhedspersoners autorisationsnumre og skelnen mellem tilknytnings- og støtteforhold. Blandt de nye tiltag er en forbedret indberetningsformular, der gør det muligt at indsende data om tilknytning og økonomisk støtte separat – alt sammen i ét login.
Lægemiddelstyrelsen understreger desuden vigtigheden af præcis dokumentation, eksempelvis at sundhedspersoner kun indberettes for opgaver, der reelt er udført. Derudover skal udgifter til internationale aktiviteter altid rapporteres, mens udgifter til rent nationale aktiviteter kan være undtaget.