Medicoindustrien, alle fem regioner og GS1 Denmark bag fælles hensigtserklæring om deling af data for medicinsk udstyr
Efter flere års arbejde har Medicoindustrien sammen med alle landets fem regioner og GS1 Denmark underskrevet en fælles hensigtserklæring om at anvende et uniformt datasæt for medicinsk udstyr baseret på den europæiske datamodel ECHO.
Udvekslingen af stamdata om medicinsk udstyr har i en lang årrække været præget af et omstændeligt og fragmenteret system.
Hver region har haft sine egne datasæt og forsyningslogistikkrav, hvilket har betydet, at medicovirksomhederne har skullet håndtere og vedligeholde op til fem forskellige opsætninger – i mange tilfælde helt ned på sygehusniveau – via PDF-filer, Excel-ark og lokale formater. Selv ved fællesudbud, hvor regionerne køber ind sammen, har virksomhederne skullet levere stamdata i fem forskellige formater.
Med hensigtserklæringen forpligter parterne sig nu til at gå en fælles vej. Fremover skal virksomhederne levere ét standardiseret datasæt baseret på den europæiske datamodel ECHO via den globale dataudvekslingsplatform GDSN – og alle fem regioner modtager det samme datasæt via den samme kanal. Det fjerner dobbeltarbejde, styrker datakvaliteten og skaber en langt mere effektiv proces for både virksomheder og regioner.
Fem centrale punkter i hensigtserklæringen
Parterne er enige om følgende, der fremgår af hensigtserklæringen, som blev offentliggjort d. 19. maj 2026:
- Fælles datasæt: Et fælles datasæt baseret på ECHO-modellen skal danne rammen for udveksling af data om medicinsk udstyr. Software som medicinsk udstyr indgår ikke i første omgang.
- GDSN som primær kanal: Den globale dataudvekslingsplatform GDSN skal være den primære kanal til at levere produktdata fra virksomhederne til regionerne.
- Udvikling af standarder: Hvis GDSN mangler relevante informationer, vil parterne samarbejde om at få dem indarbejdet i de globale standarder.
- Kontraktkrav og indfasning: Krav om dataudveksling via en global platform bør indgå i kontrakter om medicinsk udstyr. Da paratheden varierer på tværs af både regioner og virksomheder, vil der være behov for en realistisk indfasningsperiode.
- Brugergruppe i GS1 Denmark: Der nedsættes en brugergruppe i regi af GS1 Denmark, som skal følge udviklingen i dataudveksling og datakvalitet samt samarbejde om udvikling og tilpasning af datamodellen.
En kulmination på flere års arbejde
Hensigtserklæringen er resultatet af et samarbejde, der har strakt sig over flere år. Medicoindustrien og regionerne har på en række netværksmøder drøftet databehovet, og parterne er nået til enighed om, hvilke felter der er vigtige for samarbejdet, og hvilken status de har – obligatorisk, obligatorisk efter aftale eller frivillig.
Fra Medicoindustriens side har arbejdet blandt andet taget udgangspunkt i drøftelser i regi af Medicoindustriens ekspertgruppe for forbrugsvarer, anført af vicedirektør Lene Laursen.
Fra Medicoindustriens sidefølger man implementeringen tæt og har fokus på, at den videre implementering sker med en realistisk og realiserbar indfasningsperiode i regionernes udbudskrav, der tager højde for, at parathed varierer på tværs af både regioner og virksomheder.
De første regioner har været parate til at modtage data via GDSN siden ultimo 2025, mens andre fortsat skal tilpasse deres it-systemer.
