Medicoindustrien i Børsen: “Vi har brug for et regeringsgrundlag, der prioriterer vækst over gaveregn”

I en kronik i Børsen opfordrer Medicoindustriens direktør Mads Koch Hansen til, at kommende regeringsforhandlinger sætter tydeligt fokus på vækst og styrkelse af life science som en central dansk styrkeposition.

Medicoindustriens direktør Mads Koch Hansen sætter i et debatindlæg i Børsen fokus på behovet for, at de kommende politiske prioriteringer i højere grad tager udgangspunkt i, hvordan Danmark skaber vækst - ikke kun hvordan midlerne fordeles.

Velfærd kræver finansiering
Life science-industrien spiller en helt central rolle for dansk økonomi og velfærd. Branchen har høj beskæftigelse, tegner sig for knap 20 pct. af al dansk eksport og leverer og udvikler dagligt løsninger, der er afgørende for sundhedsvæsenet.

Denne styrkeposition kan ikke tages for givet. Hvis Danmark fortsat skal have råd til et stærkt sundhedsvæsen, kræver det et vedvarende politisk fokus i regeringsforhandlingerne på at udvikle og fremtidssikre life science-industrien.

Budskabet til de forhandlende parter er derfor klart: Et stærkt sundhedsvæsen og høj velfærd kan kun opretholdes, hvis der samtidig investeres målrettet i de erhvervspolitiske styrkepositioner, der bærer dansk økonomi.

Ny strategi og lavere gebyrer
Mads Koch Hansen opfordrer den kommende regering til at sikre, at den nuværende life science-strategi – der udløber i 2027 – følges op af en ny. Der efterlyses allerede nu et klart signal om, at en ny strategi er på vej. Her er gebyrniveauet hos Lægemiddelstyrelsen et oplagt indsatsområde. Industrien bidrager i dag med 459 mio. kr. årligt svarende til 73 pct. af styrelsens samlede indtægter – en uforholdsmæssig byrde, der modvirker vækst og investeringslyst.

Sundhedsteknologi som investering
Et andet centralt tema i forhandlingerne bør være behovet for at ændre den måde det danske sundhedsvæsen indkøber medicinsk udstyr på. Mads Koch Hansen argumenterer for, at sundhedsteknologi i højere grad bør betragtes som en langsigtet investering i produktivitet og patientbehandling frem for en ren driftsudgift. Hvis hjemmemarkedet i højere grad indkøber værdibaseret, kan Danmark samtidig udvikle sig til et globalt udstillingsvindue for danskudviklede sundhedsteknologiske løsninger. Som konkrete redskaber peger Mads Koch Hansen på bindende måltal for værdibaserede indkøb og etableringen af et uafhængigt Sundhedsøkonomisk Råd, der kan dokumentere de samfundsøkonomiske effekter af investeringer i sundhed.

Fasthold presset i Bruxelles
EU-Kommissionens forslag fra december 2025 til revision af MDR og IVDR-forordningerne hilses velkommen af Mads Koch Hansen, der ser det som et vigtigt skridt mod en mere innovationsvenlig regulering. Han opfordrer den kommende regering til at fastholde det danske engagement i forhandlingerne, så revisionen bliver ført ud i livet til gavn for både patienter og europæisk konkurrenceevne.

Læs hele kronikken i Børsen her

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
48807535