Medicoindustrien i høringssvar om kompressionsprodukter: Udlevering bør være en ”skal”- og ikke en ”kan”-opgave for kommunerne
Medicoindustrien udtrykker opbakning, men også bekymring i et høringssvar vedr. et lovforslag, der skal placere et tydeligt ansvar for udlevering af kompressionsprodukter hos regioner og kommuner. Udkastet giver kommunerne mulighed for, men ikke pligt til, at yde støtte, og risikerer samtidig med en for snæver produktdefinition at gøre adgangen til støtte afhængig af produktets klassifikation frem for borgerens behov.
Uklarheden om ansvarsfordelingen og regelgrundlaget mellem kommuner og regioner har den daglige konsekvens, at borgere med blandt andet lymfødem ikke kan få udleveret de kompressionsprodukter, som der sundhedsfagligt er belæg for at udlevere.
Det er hjælpemidler, der er afgørende for borgernes mulighed for at leve et liv uden smerter, uden risiko for fordyrende eller invaliderende forværringer og for at kunne passe et arbejde og have en normal hverdag.
Med nuværende praksis er det ikke er borgerne, der er i centrum, men i stedet paragraffer og fortolkninger.
Uklarheden fortsætter trods politisk aftale og politisk bevågenhed
En politisk aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner fra december 2025 skulle fjerne denne tvivl, men lovarbejdet bag aftalen blev ikke gennemført inden folketingsvalget i februar 2026. Og det er det, som skal på plads, med den nye lovforslag.
Intentionen bag aftalen fra december, om at det nu skulle være slut med at borgere blev ladt i stikken uden hjælpemidler, er ikke blevet til virkelighed. Ifølge Medicoindustrien er usikkerheden tværtimod blevet endnu større, og mange kommuner har svært ved at navigere i, hvilke regler og udmeldinger, de skal følge.
Parallelt hermed meldte Ankestyrelsen i december 2025 også ud med en ny fortolkning af regelgrundlaget, hvilket har bidraget yderligere til forvirringen blandt politikere, kommuner, regioner, leverandører og borgere.
Sagen har også haft politisk bevågenhed i Folketinget, hvor sundhedsordfører for Venstre Christoffer Aagaard Melson d. 24. juni 2026 spurgte sundheds- og kirkeminister Ida Auken ind til, om hun kunne bekræfte, at borgere ikke må miste adgang til hjælpemidler som følge af uklar ansvarsfordeling.
En "kan"-opgave bør være en "skal"-opgave
Ifølge lovforslaget skal regionerne fortsat udlevere kompressionsprodukter svarende til ét års forbrug efter afsluttet sygehusbehandling, hvorefter ansvaret i visse tilfælde overgår til kommunerne.
Samtidig foreslås det, at kommunerne fremover kan vælge at yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter, selv om hjælpen også ville kunne bevilges efter anden lovgivning, og selv om produktets formål er behandling frem for at afhjælpe en varig funktionsnedsættelse.
Medicoindustrien bakker overordnet op om, at lovforslaget tydeliggør denne mulighed for kommunerne, og betegner det som et vigtigt første skridt. Det bekymrer imidlertid Medicoindustrien, at lovforslaget kun formulerer det som en mulighed, og ikke en pligt.
Skal en ensartet praksis på tværs af landets kommuner sikres, bør bestemmelsen efter Medicoindustriens vurdering udformes som en "skal-opgave" for kommunalbestyrelsen frem for en "kan"-opgave.
Afgrænsningen af produkttyper risikerer at skabe uhensigtsmæssige incitamenter
Medicoindustrien peger derudover på, at lovforslagets afgrænsning til "individuelt tilpassede" kompressionsprodukter kan skabe uhensigtsmæssige incitamenter i systemet, fordi adgangen til støtte dermed kommer til at afhænge af produktets klassifikation frem for borgerens funktionsevne og sundhedsfagligt dokumenterede behov.
Markedet for kompressionshjælpemidler dækker en bred vifte af produkttyper. Medicoindustrien anbefaler derfor, at lovteksten ikke afgrænses til en for snæver produktkategori, så lovgivningen ikke utilsigtet kommer til at styre valget af produkt, hvor flere fagligt forsvarlige løsninger kan afhjælpe samme behov.
Konkret forslag til ændring af lovteksten
På baggrund af input fra specialister i medlemskredsen har Medicoindustrien formuleret et forslag til alternativ lovtekst, hvor kommunalbestyrelsen "skal" – frem for "kan" – yde støtte til kompressionsprodukter til borgere med nyopstået behov, der enten ikke har modtaget sygehusbehandling for den pågældende lidelse inden for et år, eller som har afsluttet sygehusbehandlingen.
Medicoindustrien ser frem til en hurtig og konstruktiv proces, som kan sikre lovgrundlaget og en reel praksisændring.

