Medicoindustrien i opråb til erhvervsministeren: Inflationen presser leverandører af medicoudstyr til det offentlige

Medicoindustrien har i et brev til erhvervsministeren gjort opmærksom på, at inflationen skaber et betydeligt pres for de leverandører, der handler med det offentlige.

Inflationen er på sit højeste i årtier, og alle er berørt af prisstingninerne. Det gælder også for en lang række virksomheder. Særligt ramt er dog de brancher, der handler med det offentlige, for her kan langt de fleste offentlige kontrakter tidligst prisreguleres efter 24 måneder.
 
Det betyder i praksis, at mange danske medicoaktører i øjeblikket taber penge, hver gang de sælger medicinsk udstyr til sundhedsvæsenet, fordi det ikke er muligt at sende ekstraregningen fra stigende fragtpriser og øgede råvareomkostninger videre til kunden.
 
Situationen kalder på politisk handling, for den kan komme til at udfordre sundhedsvæsenets optag af ny teknologi. Endvidere rammes særligt de små og mellemstore virksomheder af en uproportionel ekstraregning, som ultimativt kan få den konsekvens, at nogle aktører må dreje nøglen om.
 
I Norge har den norske erhvervsminister for nylig udsendt et brev til offentlige myndigheder, hvor det appelleres til, at der findes afbalancerede løsninger på inflationen, så private virksomheder ikke lider et unødvendigt stort tab i handlen med det offentlige.
 
I Medicoindustrien mener vi, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) som minimum bør gøre det samme som sin norske ministerkollega. Samtidig anbefaler Medicoindustrien, at man i fremtidige offentlige udbud åbner op for kvartalsvise prisreguleringer i henhold til nettoprisindekset. Det vil fordele prisstigningerne, så det private ikke står helt alene med de øgede omkostninger som følge af inflationen.
 
Find vores debatindlæg om emnet i Børsen fra d. 16 august her
 

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Politisk konsulent og presse- og kommunikationsansvarlig
49184707