I en kronik i Seniormonitor kalder Morten Rasmussen og Claus Ipsen  regeringsgrundlagets ambitioner om en ny strategisk indsats på velfærdsteknologi i ældreplejen velkomne.

Men skal de indfries, skal velfærdsteknologi ophøre med at være en "kan-opgave" og i stedet blive en "skal-opgave", der kobles direkte til økonomien.
 
En ”kan-opgave” er ikke godt nok
I debatindlægget peger de to på, at Danmark har haft fællesoffentlige initiativer og pilotprojekter med tydelig effekt på alt fra fald og tryksår til GPS-monitorering. Alligevel er det, der skulle have været en strukturel transformation af plejen, endt som en underfinansieret ”kan-opgave” – blandt andet på grund af kassetænkning mellem kommune, region og stat.

Løsningen findes efter deres vurdering allerede i Partnerskabet for velfærdsteknologis syv anbefalinger, særligt anbefaling seks om modne teknologier og anbefaling syv om klare juridiske rammer for data og kunstig intelligens.
 
Demografien tillader ikke, at vi venter
Frem mod 2030 vokser gruppen af danskere over 80 år med knap 160.000 personer, mens FOA forventer en mangel på omkring 13.000 fuldtidsansatte sosu'er i samme periode, påpeger de to.

Velfærdsteknologi er derfor ikke et alternativ til varme hænder, skriver Morten Rasmussen og Claus Ipsen – det er den eneste realistiske måde at frigøre hænder nok til det, kun mennesker kan.
 
Bind kravene til økonomien – ligesom med kræftpakkerne
De to peger på kræftpakkerne som forbillede for, hvad der virker.

Faste forløbstider og handlepligt løftede en mosaik af regional praksis til en national standard.

Den samme logik bør ifølge dem gælde for velfærdsteknologi, hvor hårde, målbare kvalitetskrav skal bindes til økonomien, og velfærdsteknologien skal have et fast hjem i statsapparatet med myndighed til at håndhæve dem.

Alternativet er efter deres vurdering en uværdig og underbemandet pleje, som hverken borgere eller medarbejdere kan være tjent med.

Læs hele kronikken i Seniormonitor her