Medicoindustrien indtræder i AMR-Alliancen

Medicoindustrien indtræder i AMR-alliancen for at sætte fokus på kampen mod antibiotikaresistens.

I en årrække har bakterier, som har udviklet resistens overfor antibiotika, udgjort en voksende trussel mod folkesundheden, både i Danmark og globalt.

Det anslås, at der på EU-niveau årligt er 33.000 dødsfald, som kan tilskrives antibiotikaresistente infektioner. På globalt plan estimeres det, at antallet af dødsfald, der skyldes antibiotikaresistente infektioner kan stige til 10 millioner i 2050.

Derfor er der behov for at handle, mens tid er, for virkningen fra penicillin og anden antibiotika er aftagende over alt i verden. På nationalt niveau lancerede regeringen for et par uger siden en handlingsplan mod antibiotikaresistens. Et konkret output, som bl.a. skyldes AMR-Alliancens arbejde.

Medicoindustriens indtræden i alliancen er en naturlig følge af den centrale rolle, som medicinsk- og in vitro diagnostisk medicinsk udstyr spiller i kampen for at bekæmpe antibiotikaresistens. Medicotekniske løsninger er et afgørende værktøj i arbejdet med at forebygge og begrænse infektioner, nedbringe unødvendigt brug af antibiotika og effektivt minimere spredning af resistente bakterier i sundhedssektoren. Gennem hurtig og præcis diagnostik kan det sikres, at patienten får den rette behandling fra start, og dermed ikke behøver bredspektret antibiotika. Ligeledes er sterilt udstyr og infektionskontrolprodukter fundamentale i at forebygge infektioner på hospitaler og i primærsektoren, hvilket direkte reducerer behovet for antibiotika.

Medicoindustrien ser frem til at bidrage aktivt til AMR-Alliancens arbejde og udnytte det fulde potentiale i medicotekniske løsninger for at styrke Danmarks og verdens modstandskraft mod antibiotikaresistens.
 

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
48807535