Medicoindustrien med krads kritik af fornyet usikkerhed om F&U-fradraget

Fire uger efter regeringsgrundlaget blev præsenteret, fylder regeringens planer om at skære en milliard kroner i F&U-fradraget i medlemskredsen. Medicoindustrien ser det som et skridt i den helt forkerte retning, der risikerer at flytte investeringer ud af landet.

F&U-fradraget blev i juni 2024 gjort permanent, da et bredt flertal af Folketingets partier sammen med den daværende SVM-regering indgik en aftale om gradvist at løfte fradraget til 120 pct. frem mod 2028.

Aftalen markerede afslutningen på en årrække med midlertidige løsninger og skiftende satser og blev dengang hilst varmt velkommen af Medicoindustrien som et afgørende løft af rammevilkårene for medicobranchen, der sammen med den øvrige life science-industri tegner sig for mere end en tredjedel af alle private forsknings- og udviklingsaktiviteter i Danmark.

Den stabilitet er nu udfordret. I regeringsgrundlaget fremgår det, at fradraget skal "justeres og målrettes" for at finansiere en del af en kommende skattereform – med et provenu på cirka 1 mia. kr. årligt. Konkret hvordan er endnu ikke oplyst.
For en branche med flerårige investeringshorisonter er selve usikkerheden om rammevilkårene i sig selv en bekostelig affære – uanset hvordan fradraget i sidste ende justeres.

Medicoindustrien med kraftig advarsel mod kursskifte
Direktør i Medicoindustrien Mads Koch Hansen har i flere omgange kaldt udspillet dybt bekymrende og peget på, at meldingen sender et uheldigt signal til de virksomheder, der investerer milliarder i forskning, udvikling og højt specialiserede arbejdspladser i Danmark.

Det var også budskabet, da Medicoindustrien første gang advarede mod regeringens kursskifte kort efter regeringsgrundlagets præsentation i MedWatch, og samme skepsis gentog Mads Koch Hansen senest over for Finans, hvor han pegede på, at regeringen med sit forslag sår tvivl om de langsigtede politiske vilkår for virksomheder, der investerer massivt i forskning og udvikling.

Ifølge Mads Koch Hansen risikerer Danmark at blive mindre attraktivt som investeringsland netop på et tidspunkt, hvor den internationale konkurrence er skærpet, og hvor alle sejl bør sættes til for at understøtte Danmarks styrkeposition inden for medicinsk udstyr.

Usikkerhed er i sig selv et problem
Regeringen henviser til, at den samtidig vil afsætte mindst 1 pct. af BNP til offentlig forskning, og at virksomhederne vil opleve lavere selskabsskat som led i en større skattereform. Men på tværs af branchen lyder svaret det samme: Offentlige forskningsbevillinger og lavere selskabsskat kan ikke erstatte stabile og konkurrencedygtige skattevilkår for virksomhedernes egne F&U-investeringer. F&U-investeringer er langsigtede beslutninger, og uforudsigelige rammevilkår kan i sig selv få virksomheder til at placere investeringer andre steder end i Danmark – på et tidspunkt, hvor netop stabiliteten i skattevilkårene er afgørende for, om life science-virksomheder vælger Danmark som base for deres fremtidige forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Formand advarer: Investeringerne kan flytte til Polen
Også Medicoindustriens formand og CEO i Ferrosan Medical Devices Rasmus Hother Le Fevre er ude med en advarsel.

I et interview med Altinget har han konkret advaret om konsekvenserne for branchen og påpeget, at forslaget, med regeringens udmelding, alt andet lige vil udhule fradraget og konkret gøre det mindre attraktivt for virksomheder at investere i Danmark .

Konsekvensen vil ifølge Medicoindustriens formand betyde, at man som virksomhed vil være nødsaget til at genoverveje, hvor investeringerne placeres, fordi business-casen ikke længere vil være lige så god i Danmark.

Konkret fremhæver Rasmus Hother Le Fevre Polen som et oplagt alternativ for fremtidige investeringer, da landet både har et lavere lønniveau og ifølge ham har prioriteret life science strategisk.

Medicoindustrien følger sagen tæt – og hilser udmelding fra skatte- og væksminister velkommen
Medicoindustrien følger sagen tæt i takt med, at regeringens konkrete planer for F&U-fradraget tager form, og vil fortsat presse på for, at finansieringen af skattereformen findes andre steder end i et fradrag, som bidrager til vækst, innovation og danske arbejdspladser.  

Derfor er  det også positivt, at skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt d. 26. juni 2026 besvarede en række konkrete spørgsmål om planerne i Medwatch, Altinget og Finans, hvor han udtalte, at det endnu er ”for tidligt at blive konkret i forhold til, hvordan en justering af F&U-fradraget vil blive fremlagt”, men samtidig påpegede, at han er åben for at høre tilbagemeldingen fra brancheorganisationer og virksomheder.

Medicoindustrien kommer til at følge op på invitationen til dialog og hilser udmeldingen velkommen.

 
Læs mere om F&U-fradragets situation her:
MedWatch – Minister om milliardhug i F&U-fradrag: "Jeg lytter altid gerne til landets virksomheder"

MedWatch – Tre life science-flagskibe advarer mod F&U-indgreb: "Ikke det, vi har brug for"

Altinget – Medicotopchef vil flytte investeringer ud af Danmark, hvis F&U-fradraget beskæres

MedWatch – Ferrosan-topchef truer med at flytte investeringer ud af Danmark ved F&U-nedskæring

MedWatch – Life science-branchen langer ud efter F&U-plan: "Helt forkert vej"

Finans – Regeringen vil pille ved særligt skattefradrag: Virksomheder og brancheorganisationer advarer mod ny usikkerhed

Medicoindustrien – Regeringen skaber usikkerhed om F&U-fradraget: Medicoindustrien advarer mod kursskifte
 

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
48807535