Medicoindustrien på besøg med MEP Kristoffer Storm ved Coloplast-fabrik i Ungarn

Medicoindustriens chef for politik og kommunikation Stellan Nørreskov Wulff, var fredag d. 10. april 2026 sammen med MEP Kristoffer Storm taget til Ungarn for at besøge Coloplasts fabrik i Tatabánya og drøfte revisionen af MDR og IVDR.

Turen gik fredag d. 10. april 2026 til Ungarn, da Medicoindustrien i samarbejde med Coloplast havde inviteret medlem af Europa-Parlamentet Kristoffer Storm til virksomhedsbesøg på Coloplast fabrik i Tatabánya.

Fabrikken i Tatabánya er en af to fabrikker, som Coloplast har i Ungarn, og de to fabrikker beskæftiger sammenlagt mere end 5000 medarbejdere. Dette gør Coloplast til den sjette største internationale virksomhed i Ungarn. De 5000 Coloplast-medarbejdere producerer årligt mere end en milliard medicotekniske løsninger inden for bl.a. stomi, inkontinens og sårpleje.

Fokus på artikel 17 og 5.5 i revisionsudkastet til MDR og IVDR
Besøget hos Coloplast havde bl.a. til formål at synliggøre den danske medicobranches store betydning for patienter og beskæftigelse i europæisk målestok samt  sætte fokus på udfordringerne ved forslagene til artikel 17 og 5.5 i Europa-Kommissionens udkast til revisionen af MDR og IVDR.

Revisionsudkastet er ellers overordnet set et positivt skridt, der sigter mod at styrke adgangen til patientsikre løsninger i Europa og adresserer en lang række udfordringer, som branchen i længere årrække har peget på.

Forslagene til artikel 17 og 5.5 giver dog anledning til bekymring. Artikel 5.5 drejer sig særligt om sundhedsinstitutionernes øgede beføjelser til egenudvikling af medicinsk udstyr, mens Artikel 17 indfører omvendt bevisbyrde for fabrikanter af engangsudstyr. Begge bestemmelser vurderes at kunne få utilsigtede og uhensigtsmæssige konsekvenser for branchen, hvis de ikke justeres i den videre lovgivningsproces i Europa-Parlamentet og Rådet.

Udover Medicoindustriens chef for politik og kommunikation Stellan Nørreskov Wulff deltog fra Coloplast Global Government Affairs Manager Simon Moimini Jørgensen, Senior Director for Operations & Standardization Rudolf Ottófi, Site Director Zsolt Gavlik samt Policy and Political Advisor for MEP Kristoffer Storm Oliver Rudenok.

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
48807535