Medicoindustrien sender donationer til Ukraine

Medicoindustrien står sammen med DI Life Science bag indsamling og transport af danskdoneret medicoudstyr til Ukraine. Her får du et overblik over initiativet.

Medicoindustrien har sammen med DI Life Science faciliteret indsamling og transport af medicinsk udstyr og medicin til Ukraine, der har et presserende behov for lægemidler og medicinsk udstyr som følge af den russiske invasion. Donationerne består bl.a. af blodgasapparater, adrenalinpenne, Holter-apparater, skalpeller mv., der er doneret af de følgende otte danske medicovirksomheder:

  • ALK
  • Axel Madsen A/S
  • Cortrium
  • Eldon Biologicals A/S
  • Lohnmann & Rauscher DK
  • Medical Danmark A/S
  • Opitek
  • Radiometer

Transporten blev doneret af transportselskabet DSV, der har fragtet udstyret til et varehus i Polen tæt på den polsk-ukrainske grænse. Herfra er udstyret blevet fordelt til en række hospitaler i Ukraine, hvor udstyret vil kunne afhjælpe belastningen af det ukrainske sundhedsvæsen.

”Det ukrainske sundhedsvæsen har akut behov for medicinsk udstyr og den rigtige medicin. Mange af vores medlemmer har allerede doneret forskellige typer af medicinsk udstyr på egen hånd eller via. samarbejdspartnere, og med denne fællesdonation fra en række medlemmer håber vi at kunne hjælpe dem, der har allermest brug for det,” udtaler Lene Laursen, vicedirektør i Medicoindustrien.

Initiativet har været en længere proces, der har krævet en løbende korrespondance med den Ukrainske ambassade i Danmark og de ukrainske sundhedsmyndigheder, som har godkendt donationerne. Derfor har selve koordineringen taget tid. Dertil kommer, at visse produkter skulle hjem fra udenlandske produktionsfaciliteter.
 

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Politisk konsulent og presse- og kommunikationsansvarlig
49184707