Medicoindustrien stiller sig kritisk overfor ny regel, der pålægger den tabende part i en klagesag ved Klagenævnet for Udbud yderligere udgifter

I et nyt høringssvar fremsætter Medicoindustrien bemærkninger til to lovforslag vedrørende ændring af love på Erhvervsministeriets område.

I forbindelse med Regeringens målsætning om at spare 1000 årsværk i staten, har Erhvervsministeriet fremsendt en række forslag til såkaldt ’opgavebortfald, og Medicoindustrien har i den forbindelse kommenteret på de to af forslagene.

Nedlæggelse af Enheden for pålidelighedsvurderinger i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Forslaget om at nedlægge Enheden for pålidelighedsvurderinger i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil, ud fra Medicoindustriens forståelse, bringe Danmark tilbage til retstilstanden før d. 1. januar 2023, hvor det var de offentlige ordregivere, der selv foretog pålidelighedsvurderingerne i stedet for den dedikerede enhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det er Medicoindustriens klare opfattelse, at retstilstanden før oprettelsen af Enheden fungerede hæderligt set fra tilbudsgivernes perspektiv, hvorfor de offentlige ordregivere fremover bør kunne varetage denne opgave igen.
 
Ny regel om, at den tabende part i en klagesag ved Klagenævnet for Udbud skal betale afgift til Nævnenes Hus

Erhvervsministeriet har forslået en ny regel om, at den tabende part i en klagesag ved Klagenævnet for Udbud skal betale afgift til Nævnenes Hus. Denne afgift skal bidrage til dækningen af de omkostninger, Klagenævnet for Udbud – ved Nævnenes Hus – har ved behandling af klagesager ved nævnet.

Medicoindustrien er kritisk overfor, at man ønsker at pålægge yderligere udgifter på tilbudsgivere i offentlige udbud. Tilbudsgivere betaler i forvejen et klækkeligt gebyr for at anlægge en klagesag ved klagenævnet for Udbud, hvilket særligt udgør en barriere for små- og mellemstore virksomheder. Hertil kommer, at medicoindustrien i høj grad udgøres af små- og mellemstore virksomheder, der i det væsentligste har det offentlige som kunde i et offentligt sundhedsvæsen som det danske, i form af regioner og kommuner. Denne betydeligt koncentrerede købermagt bidrager til, at man som tilbudsgiver i forvejen grundigt, strategisk overvejer, hvorvidt man ønsker at klage over sin hovedkunde.

Derfor vil Medicoindustrien stærkt advare mod at gøre det endnu dyrere for en virksomhed at klage over et udbud, også i de tilfælde, hvor man ikke får medhold.
 
Læs hele høringssvaret her.
 

Kontakt

ll@medicoindustrien.dks billede
Lene Laursen
Vicedirektør
4918 4702