MedTech Europe understreger behovet for styrket fokus på life science-branchens konkurrencevilkår i åbent brev til EU’s Competitiveness Council
I forbindelse med mødet i EU’s Competitiveness Council d. 12. marts 2025 har MedTech Europe publiceret et åbent brev til ministrene fra alle EU’s medlemslande.
I det såkaldte open letter rækker MedTech Europe ud til relevante ministre fra EU’s 27 medlemslande inden for handel, økonomi, industri, forskning og innovation og opfordrer dem til at anerkende, at investeringer i life science har et betydeligt potentiale for at styrke konkurrenceevnen på tværs af flere sektorer i Europa.
I brevet understreger MedTech Europe blandt andet, at hastighed og enighed blandt alle aktører er afgørende for at lukke den innovationskløft, der er skabt mellem Europa og særligt USA og Asien. Dette er samtidig en forudsætning for at kunne omsætte det ambitiøse konkurrenceevnekompas til konkrete resultater.
MedTech Europe peger på en række konkrete initiativer, der bør prioriteres for at konkurrenceevnekompasset bliver en succes, hvor særligt behovet for en innovationsdreven revision af MDR og IVDR fremhæves. Derudover advokerer MedTech Europe for, at der bør være færre rapporteringskrav i omnibusserne, mens der også er et stærkt fokus på værdibaserede indkøb og behovet for, at investeringer i sundhed generelt anskues som andet end en udgift, men som tiltag, der fremtidssikrer de europæiske sundhedsvæsener og samfund.