Ny analyse: Manglende adgang til kapital udfordrer vækst i medicobranchen

Ny analyse af medicostartups i Danmark peger på et stort potentiale men vanskelig adgang til kapital

Medicoindustrien udgiver i dag rapporten “Vejen til vækst”, som er baseret på svar fra grundlæggere i halvdelen af alle venturefinansierede medicostartups i Danmark.
 
Samlet set tyder undersøgelsen på at grundlæggerne af startups er optimistiske omkring deres chancer for at skabe en stor succes. Dog peger undersøgelsen på en række udfordringer, for at dette kan lykkes. Særligt adgang til kapital opleves som vanskeligt og omkring halvdelen af virksomhederne er underfinansierede.  
 
Undersøgelsen, som du finder på www.vejentilvaekst.medicoindustrien.dk viser blandt andet: 

  • 1/10 mener de er på vej til at etablere en virksomhed med en værdi på over 1 milliard kr.
  • 9/10 virksomheder forventer at ansætte nye medarbejdere inden for de kommende 12 måneder
  • Mindre end 1/5 af virksomhederne mener at vilkårene for medicostartups i Danmark er positive
  • 1/2 mener, at deres virksomheder er enten underfinansieret eller betydeligt underfinansieret
  • Mere end 1/2 af alle virksomheder savner et life science inkubationsmiljø, der bl.a. giver adgang til regulatoriske medarbejdere
  • Omkring 1/3 af virksomhederne rapporterer om vanskeligheder ved at rekruttere medarbejdere med regulatoriske kompetencer
  • 7/10 af de deltagende virksomheder er baseret i Region H
  • Kun 1/5 direktører er under 40 år

Medicoindustriens direktør Peter Huntley udtaler:
 
”Analysen viser et startupmiljø inden for medico, der er presset. Danmark har en unik global position og en konkurrencefordel inden for medico. Skal vi bevare denne, må vi skabe bedre adgang til kapital for iværksættere. Både i den helt indledende fase, men også, når de når en vis størrelse. Vi har set, hvordan danske medicostartups går på børsen i Sverige, da reglerne for investeringer er mere lempelige. Vi skal gøre det mere attraktivt for investorer at investere i medico – noget som regeringens vækstteam også har peget på. Det positive er, at vi kan vende udviklingen med forholdsvist overskuelige tiltag”
 
9 forslag der kan styrke iværksættere
 
Medicoindustrien har på baggrund af analysen opstillet 9 forslag til at forbedre vilkårene for startups:

  • 1. Mere direkte støtte til innovative virksomheder
  • 2. Bedre adgang til pre-seed finansiering
  • 3.Revidering af lovgrundlaget for offentlige innovationsmiljøer
  • 4.Simplificering af offentlige investeringsaftaler
  • 5.Øget tilgængelighed af kapital i seed fasen
  • 6.Etablering af et dansk børsmarked for startupvirksomheder
  • 7.Etablering af et life science inkubationsmiljø
  • 8.Bedre mulighed for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft via Fast-Track ordning
  • 9.Bedre mulighed for at aflønne medarbejdere gennem aktieoptioner

Læs Medicoindustriens forslag til at styrke iværksættervirksomhederne her.