Nyt lovforslag skal løse kompressionskaos: Borgere har i årevis været fanget mellem regioner og kommuner

Vigtigt skridt i den rigtige retning med nyt lovforslag, der giver kommunerne mulighed for at yde støtte til kompressionsprodukter, selv om hjælpen også vil kunne bevilges efter anden lovgivning, og selv om produktets formål er behandling frem for at afhjælpe en varig funktionsnedsættelse.

Flere hundrede borgere med blandt andet lymfødem har i årevis været fanget i et juridisk tomrum, hvor uklarhed om ansvarsfordelingen mellem regioner og kommuner har betydet, at de ikke har kunnet få adgang til de kompressionsprodukter, de er afhængige af. Nu har Socialministeriet sendt et lovforslag i høring, som skal skabe klarhed på området. Lovforslaget er en opdateret udgave af et tilsvarende forslag som var i lovproces tidligere på året, men som blev udsat pga. folketingsvalget.

Medicoindustrien udarbejder med input fra de relevante medlemsvirksomheder høringssvar til lovforslaget.

Problemet har længe været kendt. Skiftende praksis og principafgørelser fra Ankestyrelsen har gennem flere år skabt usikkerhed om, hvorvidt  kompressionsprodukter skal betragtes som hjælpemidler efter serviceloven (som kommunen betaler) eller behandlingsredskaber efter sundhedsloven (som regionen betaler). Konsekvensen har i mange tilfælde været, at borgere er blevet sendt frem og tilbage mellem myndighederne uden at få de produkter, de har behov for.

Sagen blev endnu en gang rejst i Folketingets spørgetid d. 24. juni 2026, hvor Venstres sundhedsordfører Christoffer Aagaard Melson spurgte sundheds- og kirkeminister Ida Auken, om regeringen ville sikre, at borgere ikke mister adgang til nødvendige hjælpemidler som følge af den uklare ansvarsfordeling. Ministeren svarede bekræftende og varslede samtidig, at socialminister Monika Rubin ville genfremsætte et lovforslag efter sommerferien.

 Formålet er at skabe det nødvendige juridiske grundlag for, at kommunerne kan udlevere kompressionsprodukter i overensstemmelse med den aftale, som regeringen, KL og Danske Regioner indgik i december 2025.
 
Kommuner kan vælge at yde støtte til  kompressionsprodukter, selv om hjælpen også vil kunne bevilges efter anden lovgivning
Ifølge lovforslaget skal regionerne fortsat udlevere kompressionsprodukter svarende til ét års forbrug efter afsluttet sygehusbehandling, mens ansvaret i visse tilfælde efterfølgende overgår til kommunerne.

Samtidig foreslås det , at kommunerne fremover kan vælge at yde støtte til individuelt tilpassede kompressionsprodukter, selv om hjælpen også vil kunne bevilges efter anden lovgivning, og selv om produktets formål er behandling frem for at afhjælpe en varig funktionsnedsættelse.

Socialministeriet peger på, at lovændringen skal forhindre, at borgere må vente på afklaringer mellem myndighederne, før de kan få adgang til nødvendige produkter. Baggrunden er netop, at den nuværende uklarhed har betydet, at nogle borgere ikke har fået de kompressionsprodukter, de både har behov for og ret til – og som de tidligere har fået udleveret.
 
Fortsat behov for ny og langsigtet model for hjælpemidler og behandlingsredskaber
For Medicoindustrien betragtes lovforslaget som et vigtigt skridt i den rigtige retning og som et direkte resultat af det arbejde, Medicoindustrien har gjort for sagen bl.a. via artikler i medierne, tidligere med møder med ministerierne, debat på Folkemødet m.v. Samtidig må man dog have for øje, at der indtil forslagets vedtagelse og ikrafttrædelse fortsat er borgere, der ikke får de kompressionsprodukter, de reelt har behov for.

Derudover arbejder Medicoindustrien sideløbende på en mere langsigtet løsning i kølvandet på sundhedsreformen, hvor det er aftalt, at en ny model for tildeling af hjælpemidler og behandlingsredskaber skal vedtages i 2027.  Fra Medicoindustriens side er det ambitionen, at de sundhedsfaglige vurderinger og borgernes behov bør ligge til grund for, hvilke produkter den enkelte har adgang til.

Kontakt

mr@medicoindustrien.dks billede
Morten Rasmussen
Chefkonsulent, Velfærdsteknologi
27387832
snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
48807535