Regeringen skaber usikkerhed om F&U-fradraget – Medicoindustrien advarer mod kursskifte
Den nye regering vil hente én mia. kr. ved at justere fradraget for forskning og udvikling, også kendt som F&U-fradraget. Det er et markant kursskifte, der bekymrer Medicoindustrien dybt – og som sender et uheldigt signal til en branche, der egenhændigt investerer milliarder årligt i privat forskning og udvikling.
Medicoindustrien har igennem flere år arbejdet målrettet for et permanent og styrket F&U-fradrag. Den indsats bar frugt i juni 2024, da et bredt flertal af Folketingets partier sammen med den daværende SVM-regering indgik en aftale om gradvist at løfte fradraget til 120 pct. frem mod 2028.
En aftale, som Medicoindustrien dengang hilste varmt velkommen og så som et afgørende løft af rammevilkårene for medicobranchen, der sammen med den øvrige life science-industri tegner sig for mere end en tredjedel af alle private forsknings- og udviklingsaktiviteter i Danmark.
Med det nye regeringsgrundlag er retningen vendt, og regeringen vil nu hente omkring én mia. kr. ved at justere det fradrag, der ellers skulle sikre et afgørende incitament for medicobranchen til at investere i forskning og udvikling i Danmark.
Et uheldigt signal på et skidt tidspunkt
Direktør i Medicoindustrien Mads Koch Hansen betegner udspillet som dybt bekymrende og peger på, at meldingen sender et uheldigt signal til de virksomheder, der investerer milliarder i forskning, udvikling og højt specialiserede arbejdspladser i Danmark. Det sker bl.a. i flere artikler i MedWatch.
Ifølge Mads Koch Hansen risikerer Danmark at blive mindre attraktivt som investeringsland netop på et tidspunkt, hvor den internationale konkurrence er skærpet – og hvor der efter Medicoindustriens vurdering er behov for at sætte alle sejl til for at understøtte Danmarks styrkeposition inden for medicinsk udstyr.
Kursskiftet er særligt paradoksalt, fordi regeringsgrundlaget i øvrigt fremhæver sundhedsteknologi og life science som erhvervspolitiske styrkeposition med historisk høj prioritering. At man samtidig skaber usikkerhed om fremtidens F&U-aktiviteter er bemærkelsesværdigt – og udgør et markant politisk kursskifte i forhold til den brede aftale fra 2024.
Usikkerhed er i sig selv et problem
Hvordan fradraget konkret skal justeres fremgår ikke af regeringsgrundlaget. Men for den danske medicobranche er usikkerheden i sig selv et problem.
F&U-investeringer er langsigtede beslutninger, og uforudsigelige rammevilkår kan i sig selv få virksomheder til at placere investeringer andre steder end i Danmark – på et tidspunkt, hvor netop stabiliteten i skattevilkårene er afgørende for, om life science-virksomheder vælger Danmark som base for deres fremtidige forsknings- og udviklingsaktiviteter.
