Stor interesse, da Medicoindustrien og MedTech Careers-parterne satte fokus på medicobranchens mange karrieremuligheder
Hundredvis af studerende lagde tirsdag den 18. november 2025 turen forbi Panum, hvor Medicoindustrien i regi af MedTech Careers i samarbejde med studenterorganisationen Copenhagen MedTech afholdt karrieredag.
Der var stor tilslutning, da Medicoindustrien den 18. november 2025 afholdt karrieredag på Panum som led i MedTech Careers-brandingkampagnens arbejde for at tiltrække flere talenter til branchen.
Arrangementet blev gennemført i samarbejde med studenterorganisationen Copenhagen MedTech og samlede hundredvis af studerende, som med stor interesse mødte partnervirksomhederne bag MedTech Careers – Cook Medical, Elos Medtech, Ferrosan Medical Devices, GE HealthCare, Mermaid Medical Group og Novo Nordisk.
Her fik de indblik i de mange konkrete job- og karrieremuligheder, der på tværs af fagligheder efterspørges i den danske medtech-branche.
Innovation Summit med blik for fremtidens løsninger
Efter de studerende havde mødt virksomhederne til MedTech Careers-karrieredagen, blev dørene åbnet til Innovation Summit 2025. Her var fokus på, hvordan medicotekniske løsninger og den fortsatte udvikling af nyt, innovativt udstyr spiller en afgørende rolle i fremtidssikringen af sundhedsvæsenet.
Som afslutning på dagen var der samlet et stærkt panel bestående af CEO i Ferrosan Medical Devices Rasmus Hother le Fevre, Senior Innovation Process Manager i Novo Nordisk Lasse Hylleberg Mølleskov samt Senior Urology Innovations Manager hos GE HealthCare Joachim Hee Rasmussen. Panelet delte ud af egne erfaringer fra deres mange år i industrien, og særligt blev det fremhævet, hvor givende det er at arbejde i en industri, der udvikler løsninger, som gør en konkret forskel for andre.
Vigtigt at skabe fokus på branchen
Den danske branche for medicinsk udstyr beskæftiger omtrent 30.000 personer i den primære industri i Danmark, mens medicobranchen på europæisk niveau beskæftiger mere end 930.000 personer. Som det også blev fremhævet af panelet, er det derfor et konstant fokusområde at sikre, at branchen forbliver en relevant karrierevej for de mange forskellige fagprofiler på de danske STEM-uddannelser.
MedTech Careers-kampagnens arbejde
MedTech Careers-kampagnen er målrettet STEM-studerende på de afsluttende semestre og skal gøre medicobranchen mere synlig og konkret som karrierevej. Siden MedTech Careers blev lanceret i 2018, har Medicoindustrien været en drivkraft i indsatsen for at tiltrække nye talenter og styrke branchens rekrutteringsgrundlag. Med forlængelsen af kampagnen til og med 2026 fortsætter arbejdet for at sikre, at Danmark kan fastholde sin stærke position inden for sundhedsteknologi og innovation.
