Stort fokus på revisionen af MDR og IVDR i Medicoindustrien hen over sommeren
Arbejdet med revisionen af MDR og IVDR er nået et afgørende stadie. Europa-Parlamentets medlemmer har hen over sommeren haft mulighed for at ændringsforslag til Europa-Kommissionens revisionsforslag i komiteerne IMCO og SANT. Medicoindustrien har derfor afholdt stribevis af møder med danske MEP’er hen over sommeren.
Medicobranchens regulatoriske rammebetingelser MDR og IVDR befinder sig i øjeblikket på et centralt tidspunkt i revisionsprocessen.
I IMCO (Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse) udløb fristen for at fremsætte ændringsforslag til udvalgets rapport d. 30. juni 2026, mens medlemmer af SANT (Udvalget om Folkesundhed) havde frem til d. 20. juli 2026 til at fremsætte deres forslag til Europa-Kommissionens revisionsforslag.
Disse ændringsforslag spiller en afgørende rolle for udfaldet af de rapporter, de to udvalg leverer som led i revisionsprocessen, og har dermed betydning for de efterfølgende forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen.
Medicoindustrien har i slutningen af juni og en stor del af juli derfor været i tæt dialog med de relevante danske medlemmer af Europa-Parlamentet for at sikre, at branchens perspektiver bliver hørt og bragt ind i de politiske drøftelser.
Samtidig har aktiviteten også været ekstra høj i regi af Medicoindustriens europæiske søsterorganisation MedTech Europe, hvor branchens position på de mest centrale artikler i revisionsforslaget er blevet drøftet løbende med henblik på at fastlægge den endelig position på tværs af den europæiske branche for medicinsk udstyr.
Sommeren i Medicoindustriens sekretariat har derfor været pakket med møder ift. revisionen af MDR og IVDR for særligt Medicoindustriens vicedirektør Lene Laursen, chef for politik og kommunikation Stellan Nørreskov Wulff og chefkonsulent Kaja Tengberg.
Medicoindustrien indgav tidligere på året et høringssvar omhandlende revisionen af MDR og IVDR, først rettet mod det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerie og siden Europa-Kommissionen. Her var fokus på, hvordan revisionen kan bringe innovationen tilbage til Europa og styrke konkurrencekraften for den europæiske life science industri, så adgangen til innovativt medicinsk udstyr i fremtiden styrkes for borgere, patienter og klinikere. Læs høringssvaret her
