Veloverstået generalforsamling i Medicoindustrien

D. 4 maj løb Medicoindustriens ordinære generalforsamling af stablen. Få et overblik over begivenheden her.

Efter to år, hvor Medicoindustriens generalforsamling har været afholdt i virtuelle formater, foregik dette års generalforsamling fysisk hos Coloplast i Humlebæk. På programmet var bl.a. kontingentjusteringer, nye etiske retningslinjer samt valg af nye medlemmer til bestyrelsen. Læs mere om den nye bestyrelse her.

Efterfølgende blev der åbnet for netværkspartnere til generalforsamlingens anden del. Her holdt Lars Rasmussen, formand for Life Science Rådet, og Adam Wolf, adm. direktør for Danske Regioner, hver sit oplæg. 

Budskabet fra Lars Rasmussen var, at det går godt i Life Science-industrien, der inden for ganske få år må forventes at blive den største enkeltstående sektor i Danmark. Imidlertid er der fortsat et behov for, at de rigtige rammevilkår for branchen følger med, hvilket spiller ind i de fremtidige visioner for Life Science Rådets arbejde.  

Adam Wolf italesatte behovet for ny teknologi i det danske sundhedsvæsen. Adam Wolf understregede bl.a., at innovative indkøb og digitale løsninger skal være med til at aflaste hænder i sundhesvæsenet, ligesom han fremhævede, at der er behov for et markant gearskifte i det danske sundhedsvæsen, hvor det er afgørende, at man formår at nytænke behandlingsmetoderne og investere i nye løsninger for at fremtidssikre sundhedsvæsenet.
 

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Politisk konsulent og presse- og kommunikationsansvarlig
49184707