Veloverstået generalforsamling i Medicoindustrien

Tirsdag d. 14. maj 2024 bød Medicoindustrien velkommen til årets ordinære generalforsamling, der stod i Europapolitikkens tegn. Du kan få et sammendrag fra dagens begivenheder her.

Medicoindustriens generalforsamling blev afholdt hos Coloplast i Humlebæk. Dagen blev indledt med den første, lukkede del for Medicoindustriens medlemmer, hvor den nye bestyrelse blev valgt. Læs mere om den nye bestyrelse her.

Efterfølgende blev der åbnet op for netværkspartnere til generalforsamlingens anden del. Denne del bød blandt andet på oplæg fra CEO i Coloplast A/S Kristian Villumsen samt centerleder ved Center for europæisk politik på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Marlene Wind.

Budskabet fra Kristian Villumsen var blandt andet, at der på nuværende tidspunkt stilles en række krav til branchen, herunder særligt ift. MDR, der tvinger virksomhederne – herunder Coloplast selv – til at investere massivt for at komme på omgangshøjde med disse krav. Dagens vært fremlagde desuden sine perspektiver omkring, hvordan man på nationalt niveau bør samarbejde mere med medicobranchen for at fremtidssikre sundhedsvæsenet, mens man i europæisk regi bør arbejde for forenkling og mindre kompleks regulering, der ellers risikerer at skræmme investeringer væk fra EU.

Marlene Wind italesatte, at vi skal lære at tænke Europa som mere end blot et apolitisk marked. I stedet skal vi se EU som en politisk institution, der kan blive en politisk pol og pendant til USA. I forlængelse heraf påpegede Marlene Wind, at Europa skal styrke sin egen sundhedsforskning og -produktion, som potentielt kan gøre Europa til en europæisk sundhedsunion.

Derefter fulgte en paneldebat med otte forskellige kandidater til Europa-Parlamentsvalget, der afholdes i juni 2024. Temaet for debatten var, hvordan vi sikrer et innovativt Europa, hvor life science står stærkt.  

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
49184707