Klinisk temadag var stort tilløbsstykke
Igen i år var lagt op til en spændende dag i de vante rammer hos Coloplast i Humlebæk, da Medcoindustrien for tredje år i træk havde inviteret til temadag med fokus på kliniske afprøvninger.
28 af Medicoindustriens medlemsvirksomheder var repræsenteret ved mere end 80 deltagere, da Medicoindustrien for tredje år i træk bød indenfor til klinisk temadag hos Coloplast. Et af formålene ved dagen var at blive klogere på, hvad fremtiden bringer for det kliniske område inden for medicinsk udstyr.
Dagen bød på faglig fordybelse og inspirerende oplæg ved repræsentanter fra Lægemiddelstyrelsen, Nationalt Center for Etik, Novo Nordisk og Coloplast.
Her blev der blandt meget andet talt om ISO14155 og kliniske afprøvninger i Danmark, ligesom Lægemiddelstyrelsen gav en opdatering på de europæiske aktiviteter indenfor det kliniske felt.
Derudover præsenterede Nationalt Center for Etik et bud på, hvordan medicovirksomhederne på en etisk forsvarlig måde kan skabe værdi for de forsøgspersoner, som indgår i afprøvningerne.
Konklusionen står knivskarpt tilbage: En stærk tradition er blevet endnu stærkere.