Medicoindustrien indgiver høringssvar omkring Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger
Læs Medicoindustriens kommentarer til det omfattende høringsmateriale omkring indretningen af fremtidens sundhedsvæsen her.
Sundhedsstrukturkommissionen fremlagde d. 11. juni 2024 sine anbefalinger til organiseringen af fremtidens sundhedsvæsen samt en række tværgående forlag for et fremtidssikret sundhedsvæsen.
Det skete efter mere end et års arbejde i kommissionen, der blev nedsat af Regeringen d. 28. marts 2024 med den opgave at komme med forslag til løsninger, der skal sikre et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed og som er nært og bæredygtigt.
På baggrund af Sundhedsstrukturkommissionens 420-sider lange rapport blev der af Indenrigs- og Sundhedsministeriet igangsat en høringsproces omkring kommissionens rapport med høringsfrist d. 6. august 2024 kl. 12.00, hvortil Medicoindustrien har indgivet et længere høringssvar omkring de dele af Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, der har tilknytning til digitalisering, data og medicinsk udstyr.
Høringssvaret har internt blandt Medicoindustriens medlemmer været i en omfattende høringsproces, hvor medlemmer af organisationens centrale ekspertgrupper i relation til oplægget har haft mulighed for at byde ind.
Medicoindustrien har i organisationens høringssvar valgt ikke at forholde sig direkte til de tre forslag til forvaltningsmodeller, som præsenteres i rapporten, da Medicoindustrien som organisation ikke vurderer, at det er hensigtsmæssigt at bidrage direkte til magtkampen internt i sundhedsvæsenet.
I stedet har Medicoindustrien valgt at udfolde pointer, der relaterer sig til de generelle tværgående anbefalinger og dertilhørende forslag, der ifølge Sundhedsstrukturkommissionen kan implementeres uafhængigt af den fremtidige forvaltningsstruktur. Herunder har fokus i særlig høj grad ligget på kapitel 10 omkring de anbefalinger, der knytter sig til organiseringen af digitalisering og data, som i Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger i høj grad også rummer medicinsk udstyr.
Medicoindustrien har overordnet en række centrale opmærksomhedspunkter ift. de tværgående anbefalinger i det 22-sider lange høringssvar fra Medicoindustriens side. Først og fremmest hilser Medicoindustrien overordnet set Sundhedsstrukturkommissionens markante fokus på digitale sundhedsløsninger varmt velkomment, ligesom Medicoindustrien finder det meget positivt, at det tydelig udspecificeres, at ”[d]en teknologiske udvikling muliggør den nødvendige omstilling af sundhedsvæsenet fra at levere ydelser på sundhedsvæsenets fysiske matrikler til i højere grad at levere ydelser fra det samlede sundhedsvæsen, som helt eller delvist møder borgeren, hvor vedkommende er.”
På trods af det store fokus på teknologi og digitale løsninger fra Sundhedsstrukturkommissionens side er det imidlertid centralt for Medicoindustrien at påpege, at den definition, der gennemgående knytter sig til digitaliseringsbegrebet i Sundehedsstrukturkommissionens hovedrapport, er yderst mangelfuld, da digitalisering, it-infrastruktur og medicinsk udstyr blandes sammen.
Har man ikke forståelse for de væsensforskellige vilkår, der gælder for implementering af hhv. datainfrastruktur og medicinsk udstyr, vil man uforvarende kunne skade borgere og patienters adgang til innovative sundhedsteknologiske løsninger, der – som det også beskrives flere steder i Sundhedsstrukturkommissionens hovedrapport – er en ”central forudsætning for at fremtidssikre sundhedsvæsenet.”
Samtidig kritiserer Medicoindustrien Sundhedsstrukturkommissionens centralistiske elementer ift. udbredelsen af sundhedsteknologiske løsninger. Det er eksempelvis Medicoindustriens vurdering, at det vil være dybt kritisk, såfremt indkøbsfunktionerne for medicinsk udstyr centraliseres, da dette kan føre til ringere kvalitet og langsommere implementering af innovative løsninger. I stedet anbefaler Medicoindustrien at styrke de decentrale indkøbskompetencer og fokusere på værdibaserede indkøb for at sikre de bedste løsninger for patienter og sundhedspersonale.
Rapporten fremhæver sektorovergangenes udfordringer ift. tildelingen af hjælpemidler og behandlingsredskaber. Medicoindustrien støtter i relation hertil fuldt ud anbefalingerne om at skabe en mere smidig og ukompliceret tildelingsproces, hvor Medicoindustriens forslag går på at sikre fælles økonomi og myndighedsansvar, da det vil forbedre sammenhængen for borgerne.
Medicoindustrien bifalder desuden Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger om øget digitalisering i psykiatrien. Digitale løsninger såsom videokonsultationer, digital selvmonitorering og brug af kunstig intelligens kan forbedre kvaliteten af behandlingen og skabe større sammenhæng i patientforløb. Medicoindustrien understreger dog vigtigheden af, at disse løsninger betragtes som det, de regulatorisk set er, nemlig medicinsk udstyr, hvorved det er afgørende, at indkøbsfunktionen i relation hertil forbliver decentral.
Læs hele høringssvaret her.
Læs også Medicoindustriens indspil "Et nært sundhedsvæsen for alle"
Medicoindustrien har det seneste år engageret sig i drøftelserne omkring indretningen af fremtidens sundhedsvæsen. På den baggrund indsendte Medicoindustrien d. 30. januar 2024 indspillet "Et nært sundhedsvæsen for alle" til Sundhedsstrukturkommissionens brevkasse indeholdende en række konkrete anbefalinger for, hvordan sundhedsteknologi og andre typer af medicinsk udstyr kan være en del af løsningen ift. at sikre et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, som kommer flere borgere og patienter til gode.
Læs Medicoindustriens indspil "Et nært sundhedsvæsen for alle" her.