Medicoindustriens direktør genvalgt til bestyrelsen i MedTech Europe

Medicoindustriens direktør Peter Huntley er blevet genvalgt til bestyrelsen i den europæiske brancheforening for medicovirksomheder MedTech Europe.

Den danske medicobranche fastholder sin stærke stemme på den europæiske scene. Sådan lyder status, efter at Medicoindustriens direktør Peter Huntley er blevet genvalgt til bestyrelsen i den europæiske brancheforening MedTech Europe for perioden 2024 til 2026 efter kampvalg.

I alt stillede syv kandidater fra MedTech Europes National Association Council op til valget om de tre bestyrelsespladser, som tilfalder de nationale brancheorganisationer inden for medicinsk udstyr i den europæiske organisation.

I Medicoindustrien vækker genvalget glæde, for med et genvalg til bestyrelsen i MedTech Europe står den danske brancheorganisation styrket ift. at varetage medlemmernes interesser på europæisk niveau inden for centrale politikområder, der har væsentlig betydning for danske producenter og leverandører af medicinsk udstyr. Det fortæller Medicoindustriens direktør Peter Huntley.

”Danmark er et stærkt medicoland, og derfor har det stor betydning for branchen, at vi som brancheorganisation er med til at drive udviklingen på europæisk niveau. Det giver den danske medicoscene en tungere stemme, der kan være med til at flytte den politiske agenda på centrale områder som den fortsatte implementering af MDR, bæredygtighed og digitalisering”, lyder meldingen fra Peter Huntley.

Blev valgt til bestyrelsen første gang i 2021
Peter Huntley, som første gang blev valgt til bestyrelsen i MedTech Europe i oktober 2021 for perioden 2022 til 2023, understreger vigtigheden af, at man som talerør for den danske medicobranche også er til stede på EU-niveau.

”Det er afgørende, at Medicoindustrien står stærkt i MedTech Europe og i det hele taget har et europæisk udsyn, da størstedelen af den lovgivning, som danske medicovirksomheder er underlagt, udspringer fra EU. I de kommende år bliver det et centralt fokusområde fra Medicoindustriens side, at vi på EU-niveau kommer godt i mål med implementeringen af MDR-forordningen. Lige nu står vi et sted, hvor Europa mister innovationskraft til USA, og det skal vi rette op på, så vi kan videreudvikle den danske og europæiske styrkeposition inden for forskning, udvikling og produktion af medicinsk udstyr,” udtaler han.

Medicoindustrien er som organisation stærkt engageret i MedTech Europe, hvor den politiske afdeling er repræsenteret i en lang række af MedTech Europes udvalg inden for de mest betydningsfulde, politiske områder. 

Ud over Medicoindustriens direktør Peter Huntley opnåede direktøren for den polske brancheorganisation POLMED Arkadiusz Gradkowski samt præsidenten for den tjekkiske brancheorganisation CzechMed Miroslav Palát valg til bestyrelsen som repræsentanter for brancheorganisationssegmentet i MedTech Europe.

 

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
49184707