Ny kampagne skal positionere medicobranchen på den europæiske scene
På bagkant af valget til Europa-Parlamentet lancerer MedTech Europe ny kampagne, der skal vise værdien af den europæiske medicobranche.
De kommende fem år i europæisk politik får afgørende betydning for den europæiske medicobranche og industriens konkurrencekraft.
Derfor lancerer Medicoindustriens europæiske søsterorganisation MedTech Europe kampagnen #PowerOfMedtech, der skal sprede fortællingen om, hvorfor medicobranchen ikke alene er afgørende for europæisk økonomi, men også spiller en nøglerolle for et fremtidssikret sundhedsvæsen.
Kampagnen går i luften d. 5. september 2024 og kommer til at køre på sociale medier, gennem digital annoncering og på udendørs reklamepladser i Bruxelles.
Som dansk brancheorganisation for medicoindustrien og medlem af MedTech Europe støtter Medicoindustrien varmt op om initiativet, der er afgørende for at positionere den europæiske medicobranche centralt i det politiske engagement.