Sundhedsprofilerne tager ordet: Inge Kristensen, Direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Inge Kristensen er den næste sundhedsprofil i rækken i Medicoindustriens interviewserie: Sundhedsprofilerne tager ordet.

I december 2023 gik Medicoindustrien i luften med en ny interviewserie med en perlerække af sundhedsprofiler fra markante, sundhedspolitiske organisationer under overskriften ”Sundhedsprofilerne tager ordet”. Interviewene vil blive bragt i Medicoindustriens nyhedsbreve. Syvende interview i rækken er med Inge Kristensen, der er direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
 
1. Hvordan ser det ideelle sundhedsvæsen ud med dine øjne? 

I en ideel verden er sundhedsvæsenet en levendegørelse af det formål, der er skrevet ind i sundhedsloven: fri og lige adgang for alle. I Dansk Selskab for Patientsikkerhed skal vi kun tjene én herre: patientsikkerheden, ikke enkelte grupper eller særintersser. Så det siger sig selv, at jeg også mener, at et frit og lige sundhedsvæsen også er et sikkert sundhedsvæsen. At lede efter de værdier, er og bliver afgørende, uanset hvordan stregerne mellem forskellige sektorer slås. Det ideelle sundhedsvæsen har et ubønhørligt fokus på, at borgernes behov styrer ydelserne, på at medarbejderne er krumtappen i sundhedsvæsenet og dermed at begrebet compassion har en fremtrædende plads – både i forhold til borgere og medarbejdere.
 
Og så er det ideelle sundhedsvæsen rigtig god til at implementere! Vi har i dag et enormt fokus på at skabe nye løsninger, men vi har et stærkt behov for at skabe robuste arbejdsgange og implementere det vi har aftalt. Det skal vi – uanset form på sundhedsvæsnet - bruge mange flere kræfter på. Vi har i dag en høj spildprocent i sundhedsvæsenet, og det er ikke fordi vi ikke er gode til det kliniske arbejde. Det er fordi vi ikke systematisk implementerer, optimerer vores organisatoriske værktøjer og processer og fjerner det, der ikke giver værdi. Inklusive den overbehandling, der også følger med et højt ydende sundhedsvæsen.     
 
2. Hvilke muligheder for fornyelse ser du i sundhedsvæsenet? 

Den digitale udvikling, herunder den medicotekniske, har et kæmpe potentiale i forhold til at understøtte en omstilling af sundhedsvæsenet. Desværre er det ikke nok, at den tekniske løsning fungerer. Den organisation og de mennesker, der både skal være modtagere af en digitalt understøttet løsning, og de medarbejdere, der skal interagere med eller betjene løsningerne i sundhedsvæsenet, er mindst lige så vigtige for at forløse potentialet. Så også derfor en grund til at satse både på teknologien og på at gøre organisationen klog på implementering og have øje for de mennesker, der skal arbejde med teknologien. Det er vi gode til at sige, men vi skal være bedre til at gøre det – så vil vi kunne forløse et stort potentiale. AI ser lovende ud til at kunne bidrage til bedre og mere sikre diagnoser, f.eks., men det kræver også at der hele tiden tænkes patientsikkerhed og anvendelse ind.
 
3. Hvilken rolle spiller innovativt medicinsk udstyr i dine prioriteter for sundhedsvæsenet? 

Det går ikke uden! Men sætningen må ikke stoppe der, for vi skal virkelig kunne arbejde med mange kompetencer på samme tid for at sikre at vi får alt det vi kan ud af innovativt medicinsk udstyr til gavn for borgerne. Medicoindustrien spiller en stor rolle i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen, og har derfor også et stort ansvar for at være med til at sætte lys på alt det, der skal til for at få forløst potentialet.
Så en varm opfordring til at indtænke patientsikkerhed, robuste arbejdsgange og ”the human side of change” ind i den fremtidige udvikling af digitale løsninger til sundhedsvæsenet, hvad enten det er til hospitaler eller til pleje i eget hjem.

Kontakt

snw@medicoindustrien.dks billede
Stellan Nørreskov Wulff
Chef for Politik og Kommunikation
49184707